Ægyptens Paradis er ogsaa mit:
at pløje, saa og høste — Skridt for Skridt
at vandre Vejen: Foraar — Sommer — Høst
bestandig om igen — o dybe Lyst!
*
Af to Mysterier er jeg besat:
af Flugt og Stilstand — af den sorte Nat,
der sluger alt, jeg kender og har kær —
og af, at alt er stadig nu og her.
*
Du smilte til mig — Barn, du sad og lo,
saa at jeg tabte lykkelig min Ro
og gjorde vilde Ting, hvorom du streng
har dømt, jeg var forrykt — jeg dumme Dreng.
*
Han gav sig ynkeligt —: „Jeg er forfulgt!
Men aldrig aabenlyst — nej, altid dulgt.”
Skænk for det Fjols den dyreste Likør.
Han nipper lidt. Og skraaler: Gift! Jeg dør!
*
Det sidste Stadium, Forsumpning, naar
de fleste hurtigt. Saa har alle Aar
det samme Omkvæd — det, der gik og kom,
bestandig kun det samme om og om.
*
Tro helst, det halve mindst af, hvad du ved,
er ubegrundet Tro og gal Besked —
fornem til Marven Leden ved at gaa,
hvor andre gik — indtil de gik istaa.
*
Tag alting fra os: Auto, W. C., Flip,
tag Gøgl og Kunst — jeg giver gerne slip
paa smaat og stort, naar blot Sol, Muld og Blæst,
naar blot Natur og Tænkning er til Rest.
*
Maaske om Hundred Aar, naar jeg er Muld,
er Livets Kalk for mig først skænket fuld,
og det, som nu er Drøm og ikke til,
er da paa Verdens Bord et vundet Spil.
*
Jeg red igennem mange Landes Vaar,
jeg red igennem lange fagre Aar
og mødte ikke Lykken paa min Vej;
thi den red med. Min Lykke hedder Jeg.
*
Antiken præger — vældig og naiv —
endnu med Fortid mindst vort halve Liv
skønt vi ser Mænd dér bag og bagerst bag,
hvis Tankers Guld har Præget af idag.
*
Jeg fandt, at han, der mest har Aand, er størst.
Og mest har ikke han, der kommer først.
Før Kristus Moses. Først ti simple Bud.
Saa nærmere og nærmere til Gud.
*
Et gammelt enkelt Hus — en smal Butik,
hvis Fred er dyb, hvis Mørke er Musik.
Der sælges The, og fjerne Ting er nær.
En Digterdrøm at være Købmand her.
*
Vort Liv er som en Skude, der er læk.
Bestandig kortere fra Hav til Dæk.
Bestandig dybere for hver en Gang,
vi mander Rær og gaar til Tops med Sang.
*
Nej, jeg vil ikke være — Broder min —
din Glemsels Fest, din Søndags Brændevin.
Det hvisker Kilden dybt fra Jordens Skød:
at der er ingen Rus som Liv og Død.
*
Tit fandt en Mand, der mangled Marv og Saft,
at der var Redning i at raabe: Kraft,
og tog saa store Gloser i sin Mund,
at han faldt om — kvalt i den samme Stund.
*
En snever Danskhed gør mig tit forstemt.
Jeg finder ikke udenfor saa slemt.
Om ogsaa her er tyve Gange bedst,
er der dog Ting af Værd i Øst og Vest.
*
Jeg fløj i Rummets Blaa og Blaa — jeg fløj.
Og Jorden laa som sirligt Legetøj.
Saa lav og lille var Vorherres Jord.
Vorherre selv — saa overjordisk stor.
*
For ham, der bader sig i Ryets Vin,
og ham, der syr hans Vest, er Dødens Grin
omtrent det samme: „Glemsel forestaar!”
Hvem huskes blot syv, otte Hundred Aar?
*
Tit paa din Langfart kom du til mit Hus
og sang for mig dit dybe Nattesus —
du er i Verden den, der synger bedst
og som jeg hører helst — o Broder Blæst!
*
„Igaar” er død, „idag” er Døden nær,
„imorgen” kun staar helt i gyldent Skær.
Lidt gælder „før”, mer „nu”, mest gælder „snart”.
Thi alt vor Liv er, til vi styrter, Fart.
*
Altid tog Herren sig saa dyrt betalt,
at hvis en Morgenstund han fandtes kvalt,
var det kun Tjenernes forpinte: Nok!
Og dog — hvad er den herreløse Flok?
*
I kalder Livets gyldne Hverdag graa,
som var I Mænd, hvis Øjne ikke saa,
I fejrer Nattens Fest med Drik og Skraal,
skønt Dagen rækker jer en vinfyldt Skaal.
*
Hvor mange Morgner, Aftner har jeg kendt,
hvor mange Gange saa jeg Stjernen tændt,
saa Sol staa op af Hav, hvor Sol gik ned . . .
Hvad er at dø, naar Liv er Evighed?
*
Forunderligt har Livet lært mig ét:
at selv den tunge Sorg kun vejer lidt,
at Glæden gaar sin sejerrige Gang,
at Dag og Nat er én uhyre Sang.
*
Det hændte tit, at én foer vide om
og kom tilbage lige tonløs tom,
og én gik rundt dér, hvor han gik som Dreng,
og var den vide Verdens Harpestreng.
*
At vaagne op et overjordisk Gry
og være helt og æventyrligt ny . . .
Alt, hvad vi er og elsker, alt vort Liv
gav vi til Intet for det Unders Bliv!
*
En eller anden talede et Ord.
Aarhundreder gik hen. Den Mand er Jord.
Men Ordet, han har talt, er en Juvel,
der, guldindfattet, glimrer paa mit Bord.
*
Jeg beder, giv mig ved den store Fest,
hvis jeg maa sidde, hvor jeg sidder bedst,
blandt navnløst Folk og nærmest ved Guds Blæst,
den Plads ved Bordet, som er Døren næst.