Jeg har søgt mine Forfædre
her og der.
Paa Sjællands Jord,
hvor den grønnest gror.
I hin Ejderens By,
der gav Kættere Ly.
Og mit Navn kommer sydfra —
fra Ejderens By.
Jeg har søgt mine Forfædre
fjernt og nær.
Paa et Søfugleskær
i et nordisk Vejr.
Paa Bøhmerlands Borge.
I Spaniens Skarn.
Engang har jeg kaldt mig
Zigøjnerens Barn.
Engang har jeg kaldt mig
Zigøjnerens Dreng,
som spiller sin Sjæl
paa en eneste Streng,
som spiller for Mennesker,
spiller for Svin —
som har skaalet med Gud
i hans dyreste Vin.
Men alt det er Toner,
er alt Drømmeri,
kun sikkert er én Ting:
et slidt Maleri —
den sjællandske Bonde,
med Skæg og med Haar,
som laa i sin Jord
nogle hundrede Aar.
Min Stamfader Jochum af Sjælland!
Han ligner de Patriarker,
vi møder paa Bibelens Marker.
Eller Jupiter selv, den frodige Vise.
Min Stamfader — Jupiter — vil jeg prise!
Hvad vil jeg vel mere,
hvad søger jeg mer —
end Regnen, der regner,
end Sneen, der sner,
end Guden, som lyner
fra Skyernes Hi.
En Bondemand gav mig
et dybt Drømmeri.
Min Slægt er uhyre.
Er her og er der.
Er Blonde og Sorte.
Er Bølger og Trær.
Se Straaet, der duver!
Se Kyster i Dis!
Det er min Familje,
jeg synger dens Pris.
Forbigangne Dage
og Sjæle, der brast —
de hører mig til,
og jeg holder dem fast.
Nu sejler derude
Odysseus og ser,
hvor Skyerne formes
som vældige Fjer . . .