I
Jeg rejste gennem Lande,
I hvor Lærker steg mod Sky,
som for var danske Lande,
med Mark og Bondeby.
Jeg vandred over Torve,
hvor Skilderhuse stod,
hvis Sorte-Hvide-Sorte
var fordum rødt som Blod.
En gammel stille Kirke,
en falmet Kongestol —:
dér hang det danske Vaaben
som en begravet Sol . . .
II
De Stæder, Fjorde, Sletter . . .
Her kom min Far som Dreng.
Og Gaderne var Danmark
og Engen Danmarks Eng.
Her stod min Farfars Vugge,
her har han traadt sit Spor,
til han fordrevet dræbtes
af Mænd, der tog hans Jord.
Jeg rejste gennem Lande,
hvor Lærker sang i Sky.
Og som en Fremmed kom jeg
til mine Fædres By.
III
Rundtom Marsken — milevidt.
Byen —: Linde og Kanaler . . .
Fremmed, fremmed, ikke mit,
er det Sprog, som Byen taler.
Her lød éngang Sprog ved Sprog,
Barnets Modersmaal var tvende . . .
Farfar — under Dannebrog
slap Dig By og Marsk af Hænde.
At Din Barndoms grønne Jord
var det gamle danske Rige —
intet Ord og intet Spor
véd af Dit og mit at sige.
Langt herfra Din Gravsten staar
langt fra denne lave Slette
og den dunkle Kirkegaard
med Din Moders „Ruhestätte” . . .
Drenge tyst ved Medestang.
Drenge højt i store Grene.
Saadan sprang Du her engang,
mellem Brødrene og ene.
Bølgen gaar og Græsset gror.
Hvor er nu de Brødre henne?
Da for Syd Du valgte Nord,
gav Du Slip paa Ven og Frænde.
Frænde ikke Frænde mer.
Alting slettet, bristet, svundet.
Hvad der end med Danmark sker —
Dig og Dine har Du bundet.
Her, hvor Slægtens gamle Hus
staar og kan mig ikke kende —
mere død — trods Sol og Sus —
véd jeg ingen By end denne.
Himlen høj, med Sommerskær.
Gamle Linde og Kanaler . . .
Ene — Farfar — er vi her,
hvor kun Sorg, kun Sorgen taler.
IV
Nogle grønne og furede Banker,
nogle Kors over Mænd, der blev Støv.
Men med Taarer, vi ikke kan standse,
gaar vi frem under Elmenes Løv.
Der er Saar, som vi tror, vi kan glemme,
der er Grave, vi ikke vil se.
Men en Dag staar vi dog ved de Grave,
den har ventet os — Smertens Allé.
Der er intet saa sommerlig frodigt,
der er intet saa blæsende frit
som det græsgrønne Dybbøl ved Havet
i det Land, som er ikke mer mit.
Hvad er Skønhedens rygende Altre?
Hvilken Gud er Tilbedelse værd?
Jeg har fundet de hellige Høje,
de har ventet mig, ventet mig her.
Som en Søn af de segnede Tapre,
af det Folk, der blev sondret og delt,
som en Søn af det Folk er jeg kommet
for at favne det, favne det helt.
Det er Jorden og Himlen og Havet,
det er Slægternes Røst, som har kaldt,
her hvor Hjertet ulægeligt bløder,
det er Livet og Døden og alt.