I
KONGEN
Ulykkesfugl — hvad vil du midt om Natten?
Hvad nyt — hvad ondt?
MARSKEN
Din Søn — vort Haab . . .
KONGEN
Prins Niels?
MARSKEN
Prins Niels, din Søn . . .
KONGEN
Syg — saaret?
MARSKEN
Herre, Herre!
KONGEN
Naar — hvor — hvordan?
MARSKEN
Et Udfald, nu ved Midnat,
fra søndre Port — en Bøsses onde Kugle . . .
KONGEN
Fra hvem kom Kuglen?
MARSKEN
Vilde Horder stormed.
Med Nød og Neppe, paa en Hest, blev Liget —
KONGEN
Han døde straks?
MARSKEN
Ja, ja.
KONGEN
Hvor ramt?
MARSKEN
I Munden . . .
KONGEN
— Hvor har de lagt ham?
MARSKEN
Herre, paa et Bord
i Salen sover nu
KONGEN
Saa kom — kom, kom!
MARSKEN
Sult, Sot og Død — hvor haardt har Himlen ramt os!
II
KONGEN
Hvor fuldt af mange Mænd . . . Hvad vil den Præst?
Men ikke Fakler nok . . . Min Søn! Hvor er han?
Min Søn — Niels, Niels . . . Med store isblaa Øjne
betragter han sin Far — med Afgrundsøjne,
der stirrer mod mig — mig, der endnu, endnu
kan løfte Sværd, mens han — Prins Niels — hvidkindet
er evig vaabenløs — mens der er én,
en Orm, som lever — Mænd som han og jeg,
der spiser, sover, skønt de dræbte ham,
som — skønt de dræbte ham — dog endnu lever . . .
PRÆSTEN
Tillad mig, Konge!
KONGEN
Ti!
PRÆSTEN
Et Trøstens Ord.
KONGEN
Hævn! Eenting: Hævn!
PRÆSTEN
Hævn hører Herren til.
KONGEN
Jeg vil se Døden meje.
PRÆSTEN
Kun Guds Redskab
er han, du hader — sendt af Ham, som ene —
KONGEN
Kom Satans Engle nu med Helveds Brande
at bringe Hjælp —
PRÆSTEN
Da var du Satans, dersom —
KONGEN
Hvor er du, Marsk?
PRÆSTEN
Hør Ham, som var og er!
KONGEN
Titusind Mand . . .
PRÆSTEN
Kun Een kan hjælpe nu.
KONGEN
Titusind Mand — lad Trommen gaa . . .
PRÆSTEN
Forrykte!
Han, der kan slaa dig, som man slaar et Barn,
Han, der er over dig, som Bjerget, Lynet —
trods ikke mer, trods ikke Ham!
KONGEN
Afvejen!
PRÆSTEN
Paa Knæ!
KONGEN
Min Hest!
PRÆSTEN
Paa Knæ!
KONGEN
Titusind Djævle!
Forgæves alt. Kast Præsten ud — bort alle!
Bort, bort — jeg ved det, Marsk: du har ej Trøst,
og Helved er i Pagt med ham derude,
og jeg maa tørstig, dødsenstørstig, tørste.
III
KONGEN
Een Ting var Frelse — een: at du sprang op —
nu, mens jeg sidder her — som fra en Søvn
og lo til mig og kyssed mig paa Munden.
Din knuste Mund ej knust, dit Blik, din Haand . . .
Men Hævn var dog en Lindring. — Liv og Død
udskænker Han, hvis — sikkert vise — Love
er ikke Granskning værd — hans Vilje ske!
Men vé hans Viljes Redskab! Glemt af mig
er du, naar glemt er han, der tog dig fra mig,
naar jeg har ikke mer, ved Nat og Gry,
een Bøn: hans Hoved . . . Niels — ja, „Niels” — du tier,
du har ej Svar — og stod jeg op og raabte
højt over Salen: „Niels” — jeg fik ej Svar.
— — —
Sorg, Smette — Sorg; hvad er det vel: at sørge,
at miste, martres? — Der skal komme Stunder
igen, igen — jeg ved det — hvor mit Sind
kun sanser Sol, en Fugl, der fløjter, Hunden,
der sorgløst strækker sig . . . Men Fuglen flyver,
og Glemsel slaar ej Rod, og Mørket vælder . . .
Far, Mor og Hun — hvor ofte har jeg mistet.
Men alting mister jeg i Nat paany.
I glider fra mig — Du og Du og Du,
i denne Stund — jer, som jeg elsked, ser jeg
forsvinde, synke nu . . .
Hvad er jeg — jeg, Mand, Konge, Søn og Fader —
hvad er jeg uden det: at jeg har elsket,
det, at jeg elsker jer? — Der er ej andet.
Der er kun jer, kun Stjernerne — Niels, Niels!