Saaledes kan Afgrunden raabe
sit tordnende: „Kom mig i Hu!” —
saaledes kan Mennesker møde
den ældgamle, blodrøde Gru —
saaledes kan Ulykken komme
og træde et Rige itu.
Til Ilden og Sværdet er givet,
er givet al Belgiens Land,
og Flygtning og frysende Tigger
er Kvinde og Barn og Mand —
men dybest i Hjerterne luer
en Smerte som Helveds Brand.
Saaledes kan alt, hvad de elsked,
og alt det, som blomstrer og gror —
saa brat kan det ødes og fældes,
saa hærget i Syd og i Nord,
saa hjælpeløst undergangstruet
er Folket og Fædrenes Jord!
Hvor hvirvles ad Vejene Løvet,
hvor skumrer det dødsensgraat . . .
Det er som en Pilgrimshorde,
fra Hytte og Hus og Slot.
Hvor er de nu ens — under Rummet,
der hvælver sig aftenblaat.
Der staar over Belgiens Tomter,
højt over dets Nød og dets Gru,
i Ragnaroksmørket en Stjerne,
der hvisker: „O, kom mig i Hu —
at ikke dit Hjerte skal sprænges,
skal sprænges og briste itu!”
Den er i det evige Høje
det Væld, der evindelig randt —
og Hjemmet og Fædrelandet
og alt det, som sank og forsvandt,
det er i de bundløse Dybder
en skælvende, klar Diamant.