Hvor Venner Venner møder,
dèr strømmer dybe Ord
fra Sindene, som gløder,
fra Minderne, der gror.
Paa disse grønne Banker,
hvor Vaarens Vinde gaar,
den samme Drøm sig ranker
som gennem Tusind Aar.
Hør Brødres Broderstemmer,
hør Stammens dyre Maal,
som bag sin Blødhed gemmer
saa tung en Klang af Staal.
I Mands og Kvindes Øje,
det faste blaa og graa,
er Havet og det Høje,
er alt, hvad Slægten saa.
Der stred en Hær, der trængtes
mod Nord en blodig Flok,
et Rige skjalv og sprængtes
i Kampens Ragnarok . . .
Men I bag Grænsens Pæle —
hvor lyste I af Trods!
I blev, med Eders Sjæle,
i Norden og hos os.
Imellem os og Eder
klang intet fejgt Forbi,
fra jer til Danmark leder
en gren og stille Sti,
fra Volds og Daarskabs Trængsel,
o Mænd af Daners Rod,
gaar mod os samme Længsel,
som bølger i vort Blod.
Hvor sært og sødt at møde
paa sine Fædres Jord,
i Landet for de Døde,
en Duft af det, der gror.
Hvor blødt at føle Vinden,
der stryger i vor Favn,
at høre den i Linden
tyst hviske Danmarks Navn.
Den synger ind i Hjertet
sin Vise uden Ord
om det, der sved og smerted,
om det, hvorpaa vi tror.
Om Mands og Kvindes Øje,
det dybe blaa og graa,
om Havet og det Høje
og alt, hvad Slægten saa.
Saa længe Blæsten kruser
den blaa og salte So,
saa længe Skoven suser,
skal Slægten ikke dø!
Den gamle Drøm sig ranker
i fin og fager Vaar . . .
Hør, Danmarks Hjerte banker,
som gennem Tusind Aar!
Hjem og Hjemland.