Nu er det, at Svalerne samles
i store og lydløse Sværme,
mens Luften er rød og dunkel
som Vin, der er blandet med Bærme,
mens Luften er tung af Sødme
i Aftenens taagede Rødme.
Nu er det, at Svalerne sidder
i tavse og sorte Geledder
langs Vejen paa Traadenes fine,
svagt duvende, gyngende Line,
som vilde de hvile sig, hvile
forinden de Hundrede Mile.
Hvor Luften er Dis og Rødme
og Rummet et Hav af Sødme
en Tusmørketime i Høsten,
en Solnedgangsaften i Norden,
før Svalen skal flyve og flygte
og Mørket skal opæde Jorden . . .