Over Havet stod Skyer, drev Bjerge,
svangre med Mørke og Død —
fjernt, fjernt paa en regntvættet Himmel
hang Solkuglen, skinnende rød,
og Bølgerne kom imod Stranden —
fra Havstokken, dybt nede, lød
en sagte, ustandselig Drønen,
en Sang, ubarmhjertig og sød.
Nu synker den evige Lue
i det formørkede Blaa.
Nu ser jeg de skridende Bølger,
som jeg dem fordum saa.
Dér ligger — spændt ud som et Tæppe,
med Synskredsens snorlige Streg —
det gyngende Hav — vore Drømmes,
vort Livs mest forlokkende Vej!
Husker du — Byerne, Druerne . . .?
O, Landenes Hede og Brand . . .
Havet dèr foran mig vugger sig
blaat mod den yderste Strand!
Intet er stort og bestandigt
som under Rummet at se
Søernes grønlige Dale
med Tindernes evige Sne.
Intet er stort og bestandigt,
o Hav, som dit rullende Kvad . . .
Var jeg en straalende Høvding,
der havde erobret en Stad —
havde jeg vundet et Rige
og kom til din tonende Kyst,
da vilde jeg lægge mig stille
og synges i Søvn ved dit Bryst.
Fra Havstokken dybt nede stiger
en Sang, ubarmhjertig og sød —:
Der er ingen Lyst eller Smerte,
der er kun den brusende Død,
der er kun de skridende Bølger,
og slettet er Fortidens Spor,
og slettes skal du og din Manddom,
kun jeg er bestandig og stor.
Det er som en klageløs Kummer,
en dunkel og dulmende Røst.
Det er en uendelig Tone
hinsides al Smerte og Lyst.
Nu gaar mig imøde de Døde,
det kalder fra Aftenens Sø . . .
Jeg kommer, om lidt kun, jeg kommer,
jeg hilser jer, jeg, der skal dø!
Dèr ligger spændt ud som et Tæppe,
med Synskredsens snorlige Streg,
det Hav, som er mit — gennem Livet
min Sjæls mest forlokkende Vej.
O Hav, som er Altet og Intet —
hen under det mørknende Rum
gaar alt det, der er og har været,
dets Drøn og dets Salt og dets Skum . . .