Der var engang i fjerne fromme Dage
langt, langt herfra et Sted en skællet Drage,
som laa paa Lur og svælged Stort og Smaat.
Sankt Georg dræbte Dragen — kort og godt.
Med blottet Bryst, kun væbnet med et Sværd
— ung, slank og smuk — gik han den frygtløs nær.
Han elsked Gud, hans Sjæl var fast og god —
thi laa den lede Drage i sit Blod.
— Men jeg, som saa og ser det Ondes Magt,
og jeg, som kender mig med Dig i Pagt,
Sankt Georg — med Dig, mod al Øglefærd,
jeg beder Himlen —: Skænk mig sligt et Sværd!
Et Værn ej blot mod den, der efterstræber
med Vold og Gift min Sjæl — et Sværd, der dræber!
I Ormen plantet, midt i Blodets Sø,
et Frelsens Glavind for hver Mand og Mø!
At elske Gud, at være fast og god —
ak, er det sandt, at det er Blomst og Rod?
O, er det sandt — at det er Ror og Mast,
helt fyldt af Ham at være god og fast?
Saa beder jeg —: min Sjæl, vær dyb og ren,
min Sjæl, vær blank som Staal, vær haard som Sten —
at jeg med blottet Bryst mod Orm og Trold
kan gaa, beskyttet af hint Sjælens Skjold.
Thi jeg vil Kamp, maa Kamp med hine Fjender,
hvis Rovdyrøjne grønt i Mørket skinner,
hvis Stemmer slangehvisler mellem Løvet,
hvis Lugt er Stanken fra et Liv i Støvet.
Og de vil møde mig med Klør og Tænder,
med Hyl og Haan, med Skarn fra Abehænder —
al ond Gemenhed, avlet gennem Tiden,
al Dyrets Vælde møder jeg i Striden.
O, skælver jeg — saa vil jeg huske kun
paa Dig, Sankt Georg, i hin Tvekamps Stund,
og paa mit Had — mit Had af iskoldt Staal,
der, flammehærdet, tørster mod sit Maal.
Se, grønt er Livets Land — grønt, skønt og godt.
Eng, Ager, Muld — ved Havet, stort og blaat.
Hin Mørkets Yngel — Hæsligt, Lavt og Ondt —
skal den til evig Tid blandt os gaa rundt?
Skal Karske smittes, Ungdom lægges øde,
skal Skurke kro sig, medens Ædle bløde,
skal Daarskab, Hundskhed, alle lumpne Laster
gro Blomst ved Blomst — én Pøbel alle Kaster?
O skønne, spredte Lys i Syd og Nord!
De Ædle — Livets Salt, Guds Hird paa Jord!
O, trænges Mennesket, og truer Dybet —
der er de Ædle — kæmpende med Krybet!
Som der er Tvedragt mellem Lys og Mørke,
som Himlens Regnsky hader Ørknens Tørke,
er der en Kløft, en bred og bundløs Grav
imellem ren og smudsig, høj og lav.
Dødsfjende dybt Dødsfjende ser i Øjet . . .
Og har Du aldrig Knæ for Dyret bøjet,
og er Din Sjæl en Sjæl, dyb, rank og ren,
en Flod af gyldent Lys, en Mur af Sten —
saa sku hint Tegn: en Yngling, slank og smuk,
et staalblankt Glavind, løftet højt til Hug,
saa kend Din Kraft, saa tro og kæmp som dem
der gik mod Dybets Orm — gik frygtløst frem
O søde Vellyst — med et lynsnart Stød
at plante Døden dybt i Øglens Kød!