Naar jeg kysser din hvide Arm,
er det første Gang, du blotter dig for mig.
Naar jeg ser dig komme gaaende, langt borte,
er det min Drøm, som endelig kommer mig imøde.
Saa mange Aar er gaaede; men alting er ét,
alting er det, som altid var,
fra den Stund, jeg saa dig —
det som altid var og som aldrig ender.
Jeg ser godt, der er andre Kvinder i Verden end dig —
slanke og yppige, blonde og sorte.
Begærede jeg en anden Kvinde end dig,
og du saa paa mig med det Blik,
som kun er dit og som jeg kun kender —
da vilde jeg huske, huske,
da vilde jeg se:
Bedraget, at der er andre Kvinder i Verden end dig,
Sandheden, at det kun er dig, som min Sjæl og mit Kød begærer.
Jeg mødte dig i den Time, da mit ensomme Hjerte
havde aabnet for al sin Længsel.
Fordi du var den, som jeg ventede og søgte,
fordi du kaldte paa mit Blod
og fik alle Klokker i mit Hjerte til at ringe,
valgte jeg dig ud af min dunkleste Drift,
ud af min inderste Smag
til at være min Lyst og min Hjælper,
til at føde mine Børn,
som min Moder havde født mig,
til at være min Ven og min skønne Veninde.
Siden dengang har du ejet mig,
og din Aand har fulgt mig og hersket over mig,
og der er intet Sted, hvor den ikke er.
Du har gennemtrængt mine Tanker
og alle ensomme Steder —
Aftnerne, Stuerne, Maaneskinnet og Mørket,
du er i Vinterens Skov og paa det blaa Hav,
og fra hver Vaar, som jeg lever paa Jorden,
vil du gaa mig imøde i drømmende Ungdom,
mere virkelig end Blomsterne, som staar og straaler,
mere nærværende end Solskinnet og den blæsende Luft.
Hver Del af dig, alt hvad der er dit,
dit Øje, din Gang, din Stemme,
hver Del af dig, alt hvad der er dig,
giver mig dig fra fordum og nu,
rækker mig sin Sødme, at jeg bestandig skal drikke og tørste.
Du er den yppige og den slanke,
du er den blonde og sorte,
du er Jomfruen og Drengenes Moder.
Dine Hænder, der er stærke og bløde,
dine Hænders svage Greb om min Haand
er nok til, at jeg føler din Magt,
jeg kan ikke undslippe dig, ikke slippe dig,
fordi jeg har valgt dig ud af min dunkleste Drift,
ud af min inderste Smag,
fordi jeg er gennemtrængt af dig,
fordi jeg elsker dig.