Ind over Byen stryger Havets Vinde,
og det er Foraar, det er Skumringstid,
og Luften er en Vellyst — kold og blid.
Ak, denne Aftens Luft er fyldt af hende.
Hvor Lindene staar skælvende, staar ene —
som frøs de, længtes de i Angst og Fryd.
Og hør i Ødet denne fjerne Lyd —
nu vandrer hun hen over Vaarens Stene?
Se dette Barn, som er hver Tomme Kvinde,
se denne Kvinde, som er kun et Barn!
Hun gaar og kaster sine Drømmegam,
smal, kæk og sky — o Jomfru og Mandinde!
Hun drejer Hovedet — saa pragtfuldt drejer
et Dyr sin Hals — i hendes vage Gang
er hendes Lemmers hemmelige Sang,
mens hun gaar langsomt frem med Fjer, der vajer.
Hvor er de store Øjne løndomsfulde!
Fordi hun vandrer Vaarens dunkle Vej,
fordi hun kender alt og véd det ej,
har de en Sødme og en sælsom Kulde.
— Og faar du Mænd og Drenge til at gløde,
og er dit Sind et Gys af Angst og Fryd,
og venter én nu dine Fødders Lyd —
saa gaa kun, Barn, din Skæbnes Favn imøde!
Men den, der uden Ord og uden Kærtegn
gaar dig forbi — han løfter tyst sit Savn
mod Stjernerne — han hilser i dit Navn
den gyldne Vaars jomfruelige Jærtegn . . .