Den Evighed, min Tanke øjner,
udslukkes brat — imod mig slaar
altings Forlis, alts Lys og Mørke,
naar du, Barn Troskyld, for mig staar.
Du, som hver Livets Dag forandres —
ak, hvad er, hvad er alting, naar
jeg ej til evig Tid skal se dig:
det Smil, den Kind, det blonde Haar . . .