Det graanende Vand og den sorte Skov —
og Regnen faldt blødt og tyst.
Da stilnede Regnen — da blev det
paa éngang forunderlig lyst.
Jeg drev over Vintrens og Mørkets Sø —
da tændtes en pludselig Brand.
Et Skær af en Æventyrsommer
steg op over Bakkernes Rand.
I Skrænternes Haver var Græsset grønt,
og Søen var kruset blaa.
Fjernt nikked de røde Pile
til Sivenes gyldne Straa.
Og hen over Vandet kom Klokkers Klang
og kaldte med tonende Lyd.
Jeg vuggedes blidt over Soen,
der blaaned i Søndagsfryd.
Ej Skyerne veg — men bag Hvælvets Graa
stod Himlen langt borte i Brand.
Et Skær af forunderlig Sommer
stod gyldent fra Strand til Strand . . .