Den smalle, hvide Baad i Maaneskinnet,
den smekre, fuld af Glans — der ligger bundet
og gynger, maanehvid og drømmespundet.
Der kommer kolde Vinde ud fra Ødet —
og Søen vugger ind i langsomt Følge
mod Broens Pæle Bølge efter Bølge . . .
At dyppe disse hvide Aareblade
i Maanevand — og se smaa Vandfald skumme
og sænke Perler dybt i Nattens Kumme.
At sidde i den hvide Baad, paa Toften,
og glide stille — medens alle sove —
igennem Rørenes forblæste Skove.
At høre, mens jeg ror, den Sivets Hvisken,
der mer end alle Røster kalder Sindet . . .
At ro — ro ud — ro bort i Maaneskinnet . . .