De skumrende Klipper ved Havet —
det skumrende Hav og dets Vind,
dets lune og dunbløde Aande,
der stryger mod Skrænterne ind.
Jeg ligger paa Stenenes Leje.
Jeg ligger, hvor Vindene gaar.
Det er, som om Rummet og Havet
kærtegner min Hud og mit Haar.
Der blæser imod mig en Mildhed,
der risler ind i mig en Strøm
af natlig og sommerlig Sødme.
O, dette er Sommerens Drøm!
Det er fra det fordums og fjerne,
det er fra al Jorderigs Lyst
et Pust af den daarende Ungdom,
der slaar mod den mørknende Kyst.
Den evige Ungdom, der flyver,
mens jeg og min Verden forgaar,
med Vindenes Duft over Havet
igennem de talløse Aar . . .