Hør, der toner Vers under Dyrehavens Bøge!
Hagbarth raaber ud sin Forelskelse, sit Savn.
Hagbarth staar og taler i det Sprog, som er det ældste:
Verset — og paa Skrænterne det ganske København!
Menneskene tavse — de højtidelige Bøge
lyttende til Rytmernes højtidelige Strøm . . .
Kunsten og Naturen — det er samme dybe Skønhed!
Skrænterne og Skoven — o, er alting ikke Drøm?
Fugle synger sagte — der gaar Mennesker langt borte.
Versets Kilde rinder, fuld af Elskov og af Kval.
Syner vokser frem af de underfulde Skove.
Skumringen og Stjernerne — o, Rummets høje Sal!
Skuespillet, Skæbnerne — den dybe Hjertets Tale:
Verset, som er født af, som er hemmeligt i Pagt,
gribende i Pagt med de store Skoves Tavshed —
Verset steg imod os i sin kongelige Pragt!