Derinde ligger i Glans og Røg
Staden, berust af sin egen Støj.
Derinde — under den hvide Sky
venter den paa mig, den store By
Men Bølgerne kommer og risler mod Strand.
Og Børnene bygger sig Volde af Sand.
Her rinder saa blaa og saa bred en Strøm
med fjerne Brinkers og Kysters Drøm.
Det er det fine og favre Sund,
der skælver imod mig i denne Stund.
Det vugger om Byen — det møder mig her,
herude er ogsaa min Skæbne mig nær.
Her rejser mit Rige sin Bølges Skum.
Her er det, jeg stedes for Hav og Rum.
Og Skovene strækker sig duftende ind
mod Markernes Kløver og Landsbyens Lind.
Det gamle Sjælland, den danske Jord —
den frodige Egn i det friske Nord.
Jeg kommer en Dag gennem skovgrønt Land
og finder mit Livs og min Længsels Strand.
Jeg kan kun finde paa fremmed Kyst
en fremmed og flygtig og ensom Lyst.
Men de, der her røgter Fædrenes Garn,
de taler det Maal, der var mit fra Barn.
I Midten af det, som jeg vil og jeg kan,
staar jeg idag ved det yderste Vand.
— Thi hvad er saa fjernt som den Kyst og det Blaa,
som jeg nu betragter og stirrer paa?
Her vilde jeg bygge mit Hus paa en Skrænt
og leve med Hjertet mod Havet vendt.
Fuldbyrde min Gerning — mens Rummets Vind
staar kølig og salt over Haverne ind.
II
Hvor Øresund mødes med Kattegat,
løfter et Bjerg sig med Skov og med Krat.
dér ligger med Udsigt til Danmark og Mulden,
med Kløfter og Aase, tungt hvilende Kulien.
Dér udenfor ruller den vældige Sø —
en Verdensvej norden om Sjællands Ø.
Men Farvandet her, mellem Sjælland og Skaane.
er Hjemmet — det skal vi bestandig se blaane.
Jeg strækker mig ud paa den ildhede Sten,
jeg vender mod Solen og Syd mine Ben,
jeg ligger her vaad og indsaltet og skuer
langt ud imod Sundets smaa dansende Luer.
O, dette er Sommer — den glødende Strand,
det blaanende, hvidnende vidtstrakte Vand.
— Berus dig, o Ungdom — o, grib denne Lykke,
at sejle i Solen, at svømme og dykke!
De Vande, de Vinde, det Rum — det er vort!
Her venter den Drøm os, som kalder os bort.
Her finder vort Liv i de ubundne Timer
en straalende Bane for Baadenes Stimer. —
Langt udefra stiger de henrykte Raab
fra dem, der genfødes i Dybdernes Daab.
Og ovre langs Kysten, som Soldisen dølger,
der jubler de nu i de saltrige Bølger.
Det grønt gennemsigtige Vand — hvor der gror
de skønneste Vækster, det rødeste Flor . . .
O, dette er Livet — vi tager i Eje
det strømmende Hav og de bølgende Veje!