til de yngste
Nu bades vi atter af Foraarets Regn,
de rislende blide og frugtbare Kilder.
— Og Skyernes Sol os i Taageglans hilder.
Af Himmel og Jord tar vi Varsler og Tegn.
Se, Solen staar ind gennem Gader og Porte . . .
O Foraarets Skygger — vidunderlig sorte!
O Byen — en stenet og straalende Egn!
Af Himmel og Jord tar jeg Varsel og Tegn.
— Men Sygdom og Nederlag, Afmagt og Død.
Hvem ved, om de spirer af Foraarets Skød?
Maaske er alt det, som vi drømmer at naa,
en drivende Em i det bundløse Blaa.
Og Sommerens Slotte, som løfter sig hvide —
i Efteraarsmørket skal blegt bortglide.
Vi bygged af Luft — vi slynged vor Sang
højt op i det tomme, hvor Boblerne sprang . . .
O Smerte, der risler i Sol og i Regn!
O gækkende Varsler og koglende Tegn!
— Alt det, som jeg elsker og drømmer at naa
det ser jeg dog højt i det svimlende Blaa.
Og er dèr et blaanende Dyb i mit Sind,
saa gaar jeg i Foraarets Stortider ind.
— Se Murenes Skygger — berusende sorte!
Og Solskinnet stormer de gabende Porte!