De første Hyacinther —
Solruderne mod Vest!
O denne gyldne Stue —
det første Foraars Fest!
De store Skibe vugger
i Havnen, nær herved . . .
Det er som Hvacinther —
et vældigt, havblaat Bed!
Nu losser tunge Dampere,
og Sejl mod Syden gaa . . .
Jeg elsker Hyacinther
og Master i det Blaa!
O, nu er det det Foraar,
som aldrig kommer mer!
Min Ungdoms gyldne Verden,
som første Gang jeg ser!
De lysende Alléer.
Den hvide, hvide Sky.
— Alting gør mig beruset
i denne Solens By!
Og paa de travle Kajer —
dèr elsker jeg at gaa.
Og paa de lange Moler,
dèr kan jeg længe staa.
Langt borte bære Træer
en sød og sælsom Frugt . . .
Jeg længes — jeg vil kende
de fjerne Havnes Lugt!
Thi nu er det det Foraar,
som aldrig kommer mer.
Omkring mig staar en Verden,
som jeg alene ser!
Aa, Solen gløder, gløder!
Alt er ét svimmelt Smil . . .
Uhyre stor er Verden —
titusind havblaa Mil!
Se, mine Hænder ryster . . .
Jeg hører Hjertet slaa . . .
Det er det første Foraar
min Ungdom i det Blaa!