Dèr ligger de gamle Kanoner.
Og Vedbend dækker den røde Mur.
Tegltagenes stenrøde Skrænter
fanger en Glans fra den store Asur.
Bataljernes Torden og Hæder!
Dèr ligger de glemte og sorte.
— Dèr ligger de lænkede Skibe
og venter ved Foraarets Porte.
Aarhundreder sove i Graven
nær Tidernes Døbefont.
Den døde By i sin Afkrog
er vendt mod en blaa Horisont.
Det er de vuggende Skibe,
der længes ved Foraarets Porte.
Det er de gamle Kanoner —
i Solskinnet dobbelt sorte.
Her vandrer jeg langt fra Alverden,
og Døden gaar mig imøde.
Her blaaner den evige Himmel,
og levende ere de døde!