. . . Éngang kun Sjælen lever.
Og det, som sker, kun éngang sker.
Johannes Holbek — Broder!
Vi mødes ikke mer!
Vi mødes aldrig mere!
— Men ingen gav min Sjæl den Glød
som du, der i din Vildskab
er sprængt og dræbt og død!
— O Holbek! Jeg, som lever,
jeg siger disse Ord:
De bedste vender tidligst
tilbage til Mo’er Jord.
O Kunstner, Drømmer, Stridsmand!
Fordi din Sjæl var stærk
og oprørsk, himmelhungrig,
blev en Ruin dit Værk!
Du leved i den høje Luft,
hos Stjernerne — blandt Stene.
Den store Kamp med Aanden,
den har du kæmpet — ene.
Den store Kamp med Aanden
er mer end fuldført Værk.
— Jeg elsker dig, der maatte do,
fordi du var for stærk!
Fordi du var en Kunstner
og altfor stolt og altfor blid
til at optage Striden
med denne slette Tid.
Din Haan kom fra et Hjerte,
der skælved dybt — og bittert led
ved Verdens dumme Ondskab-
nu og i Evighed.
Af Tankens Guddom martret,
blev du af dem, der hader Sjæl,
af Hoben, Banden, Skurken
let trampet under Hæl.
O Broder! Du gik foran.
Men efter Døden peger du. —
Du peger mod de Stjerner,
som faa kun øj ner nu.
Jeg ser dig høj mod Himlen.
Jeg ser din Sjæl mod Zenith strakt —
op mod det Grænseløses
véfulde Guddomspragt!
Du Brændende! — Jeg sværger
ved Ilden, som din Ild har tændt,
at huske dig, at følge dig —
som du mod Zenith vendt!