En Aften, under Stjernen,
steg du op af Bølgens Vaar,
og ind i Landet gik du,
med Havet i dit Haar.
Jeg mødte dig, jeg mødte dig,
og dette er nu sket:
den eneste, jeg elskede,
Havfruen, har jeg set.
Du er den stumme Jomfru
og den ensomme paa Jord,
du er den spæde Nymfe
med Trolddom i dit Spor.
Dybt indefra din dunkle Ild
har tændt min dybe Lyst.
Jeg skælver ved din svaje Gang.
Jeg længes mod dit Bryst.
Ved dine Hænder føres
jeg usaarlig gennem alt.
Din store Duft har i sig
de første Tiders Salt.
Du er det Barn, du er det Barn,
som født af Hav og Rum,
er Verdens Ungdom — i min Sjæl
en evig Blomst af Skum!