Et Sagn i min Slægt fremmaner
en frodig og fremmed Egn —
et Land, hvis mægtige Marker
indrammes af levende Hegn.
Dèr gik for Aarhundreder siden
de Mænd af min Stamme og saa
de sejlende Skyer og hørte
Møllevingerne gaa . . .
Et Minde om Humlehaver
bevarer en gammel Signet.
I Stenens Stænger og Ranker
har jeg min Fortid set.
De grønne og duggede Morgner!
Mit blaanende, nordiske Hjem!
— O, de der forlængst har levet,
og de der er fulgt efter dem!
En lagde langt ud over Sletten
de vældige Veje af Jern.
En elsked de store Manøvrer
paa Havene — høvdingefjern.
Jeg ser, under Solen og Himlen,
et Rige, uendelig frit.
Det er mine Fædres Rige —
der endnu, der endnu er mit!