Om Morgnen, ved Middag, mod Solnedgang
synger den store Have —
den synger om Ungdom og Grave.
Vi gaar i den rige og nyfødte Luft,
blandt Blomster, der svulmende gløde . . .
Men nær os ere de Døde!
De, der har ejet det kæmpende Liv,
er om os, hvor Livet strømmer,
og Solluftens Ensomhed drømmer . . .
Der toner i Kronernes evige Sas
en Hymne til Sjælenes Styrke.
— I, som vi elske og dyrke!
Det klager fra Skæbnernes bundløse Blaa,
fra Morgen til Aften silde —
tilspilde, tilspilde, tilspilde!