I det skærmende Hus, under Taget af Tang
har du fjernt fra min Vej levet Somre og Vintre;
gennem Rudernes Is saa du Stjernerne tindre,
i de solfyldte Rum har du vandret med Sang.
Men Huset blev ensomt . . . Se Løvet, der luder!
Vokset tæt, vokset vildt gør det Stuerne dunkle.
Skønt udenfor Solen faar alt til at funkle,
er der gravkælderkoldt bag de lukkede Ruder.
Min Elskede hulker. — Ak det, der er borte!
Jeg elsker din Fortid, som blomstred og døde;
men meget maa dø — vore Hjerter er røde!
Min Elskede, følg mig — til Arnen og Ilden!
Vort Liv vil vi fejre. Læg brændende Lyng
under Skorstenen, Ild, der kan gnistre — og syng!