Min elskede, du, skønne!
Det er den store Paafuglefest, den sortblaagyldengrønne!
Jeg bruser, I skal bruse! — det er de Faderord,
som alle Festers Fyrste lader flyve over Jord.
Gud er en gammel Digter,
der munter som en Skytte, naar han mod Hjertet sigter,
udslynger sine Blomster og tryller frem de Riger,
hvor vi ad Himmeltrapper imod Rosenskyer stiger.
Vi skabtes til at skinne!
I Munterhedens Luftstrøg er du genfødt som Gudinde!
De gyldne Porte aabne sig til Himmeldansetoner —
vi glide ind i Lyset, hvor den store Paafugl roner
Vi smile, vi maa smile!
Min elskede, nu vugges vi syvtusind lange Mile!
I Takt med Rummets Kloder, igennem megen Glans
gaar vore Hjerters gyngende, ustanselige Dans!