Det regned over Havnen, over Bolværk og Broer.
Sitrende og hvidligt var Vandfladens Skær.
Som flydende Fængsler laa Skibe i Disen.
Og Havets tungt duftende Øde var nær.
Sømænd i Kavajer gik i Band, gik ombord.
Officerer sad i Baadene ved Roret, tankefulde.
Paa de gammelkendte Trapper stod Kvinder og Børn,
som viede til Havnen med dens Havduft og Kulde.
Det bestandige hersked. Dog var Draaberne Minutter.
Der var i Luften noget, som blev gammelt og svandt hen,
som hviskede, at dette kom aldrig mer igen.
At engang skulde Havnen være graa af Regn som nu
og Kvinder staa og stirre og Mænd gaa ombord . . .
Men andre Kvinder — andre Mænd ved Aare og ved Ror.