Efteraarets gyldne Træer,
Efteraarets hvide Taager . . .
Se, hvor Disen dæmpet koger
over Skovens dunkle Sletter!
— Det er Jordens skjulte Vemod,
Jordens underlige Higen
efter Dødens Liljeskønhed,
der i tung og langsom Stigen
skælver fra de hede Dybder
op mod Høstens Maanenætter.
Og de store gyldne Træer
bringer fra den grønne Sommer
Hyldest til den Nat, som kommer —
stor og mørk og fuld af Slummer.
Deres Tungsinds gyldne Bugen
skinner som en Drøm om Lykke —
skønnere end nogensinde
venter de det Væld af Skygge,
der er Bud om Evigheden,
hvor det sidste Sus forstummer.
Skumring, Skumring, dunkel Smægten —
Mumlen, Nølen, Ømhed, Falmen.
— Lyttende til Længselssalmen
Maanens Sfinks bag Løvet vaager,
hører alt og stirrer, stirrer
med et Isblik, der fortryder,
ned fra Himlen — mens den dybe
Afmagtslykke langsomt fylder
Mørkets store, gyldne Træer
og de hvide, tavse Taager. . .