Jeg har givet mig hen til den fyrige By,
berust som af Ildkys og knugende Arme . . .
Men Fjernheden kalder, mens Gaderne larme
— jeg er fremmed og fri; naar jeg vil, kan jeg fly!
En By er et Fængsel; dens Luft er som Bly —
og mangen en kongelig Sjæl maatte klage,
spærret inde for Livet bag Mure og Tage,
i Livsfangelængsel mod Aftenens Sky . . .
Fra Gader og Pladser og hvide Paladser,
fra de underligt mumlende Menneskemasser
strømmer der Skæbne — og Tungsind og Angst.
O, graadige By! — jeg blev ikke din Fangst;
jeg er frelst af en Drøm fra at blive begravet,
hjemkaldt af Sletten og Himlen og Havet!