O, en Tid, hvor ingen læser, og hvor ingen føler Svimlen,
hvor den sidste Grublers Minde er et væltet Monument,
hvor det sidste Tog er splintret, og den sidste By er brændt —
o, en Tid, hvor alle lever mellem Blomster, under Himlen!
Da er alle Gaader løste, da er Verden bleven klog —:
Det var Gaader uden Løsning, det var Stier uden Ende,
vi vil ikke mere trælle eller ile eller vende
os med Mordlyst mod hinanden, med Kanoner og med Bog!
Da er Verden bleven gammel. Men en anden Ungdom fødes
som Krystaller af dens Visdom — o, paany er Verden ung!
Som en Have blomstrer Livet, og en Duftsky sød og tung
svæver stille over Græsset, hvor de blide Sjæle mødes.
Da er Sproget blevet simpelt, da har Tale liden Værd,
kun: Jeg elsker dig! — og Tavshed — og en Nattergal, der synger;
og ved Legene paa Engen af de barneglade Klynger
kun en Rundsang, som er simpel, og som kendes af enhver.
Da bor ingen mer i Huler under Jorden, under Tage;
men Azuren med dens Stjerner over Livet er spændt ud;
og dens Stjerner bliver tilbedt, for Azuren, det er Gud,
og den skænker os Ekstasen alle Nætter, alle Dage.
Vi tør stirre mod det Høje uden Rædsel, uden Svimlen.
Alt er Stilhed. Alt er Blidhed. — Da er Verden bleven vis,
da er Verden bleven Sjæl — det er fundet: Paradis! —
O, en Tid, hvor alle lever mellem Blomster, under Himlen!