Se, jeg sad en ensom Aften, og mit Hjerte var bedrøvet,
for jeg tænkte paa en Jomfru, som forlængst jeg havde mistet —
éngang kun hun havde vandret med mig under Foraarsløvet,
éngang kun, og Natten kom, og Lykkens Drøm var bristet, bristet.
Og jeg tænkte paa de lange Mindets Aar og Aar i Længsel,
paa de øde Dages Række, altid ens, det samme Øde —
som en evig Vandren i et endeløst, forfaldent Fængsel,
hvor de aabne Cellers Tomhed lo mig haanende imøde.
Og jeg spurgte: Hvorfor skal vi éngang kun med Lykken mødes?
Hvorfor taaler vi de lange Mindets Aar og Aar i Længsel?
Hvorfor styrter vi os ikke, naar i Livet vi forstødes,
ud ad Dødens frie Vindu fra det skumle Cellefængsel?
Se, jeg sidder denne Aften, og mit Hjerte er bedrøvet,
jeg, der skabtes til at klinge, til at tolke Hjertets Glæde —
Glædens underfulde Fløjte ligger gemt og glemt og støvet,
skal jeg aldrig mere spille, aldrig mere Dansen træde?
Men da lød en Røst, der svared — fra mit Hjerte, fra det fjerne —:
Salig den, der uden Klage elsker, hvad han aldrig møder!
Salig den, som tror og drømmer — som mod Nattens store Stjerne
hæver sig i stolte Hymner, mens hans Hjerte stille bløder!