De piner mig, de raa og skingre Røster,
der stiger op fra Sommernattens Gade.
— Ak, blide Sang, som dulmer og som trøster,
naar hører jeg dit Sus af fjerne Blade?
Vidundersang fra Søvnens dybe Skove,
skal jeg forgæves lytte dig imøde? —
O, ton for mig, saa jeg kan sove, sove
og blive lig de lykkelige Døde!
Thi Verdens raa og skingre Røster piner
min Sjæl til- Vanvid — som et ondt Orkester,
et Bøddelkor af Horn og Tamburiner,
der føres an af Satan og hans Præster.