Du hvide, skinnende Statue i Havens natlige Dunkle,
du staar derinde blandt Roserne saa ubevægelig stiv,
mens Menneskelatteren klinger, og Lysene skælve og funkle,
og Duften og Lunheden bølger om dig og dit ensomme Liv.
Du staar derinde og keder dig! — jeg ved det, skønt intet du siger.
Din Knejsen røber dit Hjerte — Ligegyldighed blandet med Had:
«I keder mig, duggede Roser! I keder mig, leende Piger!»
— Ak, Roser og Piger er skønne alene for den, der er glad.
Hvorfor skulde du være glad? — Du er Fange, og ingen forstaar dig;
du ser kun Fremmede, Fjender, ak, ingen, du bryder dig om;
det Liv, der strømmer forbi dig, de Raab og de Sange, der naar dig —
det bærer kun Bud fra en Verden, som er plump og uendelig tom.
Hvem er du? — jeg ser kun i Mørket din mandige Rankhed, din Hvidhed —
hvem er du? En bidsk Filosof, der forbander det evige Kød?
En Grubler, der lytter mod Dybet? En Aand af andagtsfuld Blidhed,
som i Himlens Nirwana af Stjerner søger Erindringens Død?
Eller er du en Hyrde? — en Elsker, der længes og sukker og tænker
paa en blid Hyrdinde, du kendte i fordums Tid paa din Mark,
paa en dejlig skinnende Statue, som fjendtlige Mennesker lænker
mellem Roser etsteds langt borte i en dunkel og øde Park?
Du hvide, du skinnende Statue — hvem du end er, jeg forstaar dig!
Din Knejsen, din fornemme Tavshed har bragt dig mit Hjerte nær.
O, skulde jeg elske et Væsen — en Lykke, som Livet ej spaar mig —
saa maatte det være en Statue, mit Hjerte skulde faa kær!
Thi jeg ligner en Statue selv. Jeg føler i Menneskevrimlen
En ensom og fremmed Støttes Ligegyldighed blandet med Had.
Jeg keder mig vildt! — som en Statue, der stirrer mod Jorden, mod Himlen
og finder kun Dumhed og Tomhed og længes, den ved ej mod hvad.