Mørk er Natten, tæt er Taagen,
Draaber dryppe tungt fra Træer,
Vogne rumle i det fjerne,
Lygter staa med gustent Skær.
Mørk er Natten, tæt er Taagen,
ensom vandrer jeg af Sted,
ensom i en Taageverden,
uden Maal og uden Med.
Og det hvisker i mit Hjerte:
Afmagt, Afmagt! Gang paa Gang:
Afmagt, Afmagt — som et Omkvæd
paa min Skæbnes Sørgesang.
Du maa hulke, du maa knæle,
taale Saar af Livets Hæl,
du maa offre, du maa offre
hver en Tøddel af din Sjæl.
Kun mod Sjælens, Sjælens Offer
skænker Guden Salighed! — — —
Gennem Natten, gennem Taagen
ensom vandrer jeg af Sted.
Og jeg hvisker: Afmagt, Afmagt . . .
Modløst, kraftløst, Gang paa Gang:
Afmagt, Afmagt — som et Omkvæd
paa min Skæbnes Sørgesang.