Bag Stenten, fjernt fra Menneskenes Veje
ved jeg en gammel lang og lav Allé
imellem Skov og Gærde — altid ensom,
i Somrens Grønhed som i Vintrens Sne.
Kastanjers brede Kroner køligt skygge;
mod Græsset, der har dækket Jordens Grus,
de tidligt gule Blade langsomt drysse —
snart er der Stilhed, snart et sælsomt Brus!
Der vokser vilde Æbletræer — stride,
med sparsomt Løv og Frugter, golde, smaa;
ud over Gærdegrøften Tjørne lude,
fordømt til snart at segne og forgaa.
En Falk med lange, smalle Vinger stundom
langs Jorden svæver; stundom og en Hjort
fra Skovens Dyb af visne Graner stirrer
og vender sig forskræmt og springer bort. —
Her vrinskede maaske i svundne Tider
en broget Skares Hingstemod — maaske.
— Nu finder den, der, led ved Verden, drages
mod Grublen, her sin Ensomheds Allé.