Vift af Vind i Rugens Top,
Blink af Stjerner blege —
bag et Hegn staar gylden op
Maanen fra sit Leje.
Skæret over Sæden hen
næppe tør sig vove;
for i Vest er Himlen end
rød bag sorte Skove.
Brakmarkjordens Brune svagt
mørknes af min Skygge;
paa en Eng jeg skimter vagt
dunkle Hesterygge.
Maanen stiger, bliver hvid,
tyst den Mulmet drikker.
— Klar og mørk og stor og blid
Sletten for mig ligger.
Fjerntfra bæres Duft af Hø,
Lyd af Vejes Færden —
o, lad Dag og Daad kun dø,
Natten er min Verden!