Molok var Gud. — Og Gud blev en Stjerne,
straalende højt i det uhyre Rum.
— Stjernen deroppe er Molok — og Sjælen
gør den, som fordum, afsindig og grum.
Menneskebarnet forvirres og lammes
under det evige stirrende Blik:
«Hvad vil du have — o Højdernes Herre
Her er min Elskedes Hjerteblod — drik!
Eller begærer du, bævende nøgent,
friskt skaaret ud med en indviet Kniv,
dette mit eget, dybt glødende Hjerte?
Tag det — jeg dør for at vinde dit Liv!»
Se, over Jorden staar Manddraber-Stjernen,
lysende ned med sin fjendtlige Glans:
— Krymp dig i Slavens vellystige Smerte!
Blot dig til Oldtidens blodige Dans!
Livets og Sjælens tilbedende Skarer
følger den gamle, ligstrøede Sti
op imod Tinderne, Afgrunden. — Se dem,
som en Flok Gale, der drager forbi!