Lavendlerne stod i en endeløs Række.
Jeg mindes i Solen den krydrede Duft.
Dunkelblaa Blomster i blændende Luft.
Alenhøjt stod de — i endeløs Række.
Og hen over Hækken i hundredevis
den hvide og rødsorte Sommerfugl svirred
hin tropiske Sommer, da Ætheren dirred,
hin eneste Sommer som Paradis.
Fremblomstrer en Rigdom i Tiden, der kommer,
som den, jeg har set — eller tror, jeg har set
O Vidunder, der i min Barndom er sket!
— Mit Hjerte har genskabt Lavendlernes Sommer!