Med «Aphrodite»
Til Klas Østlund
Til Klas Østlund
I sin hvide, i Stockholm berømte
Motorbaad «Aphrodite»
førte den straalende Klas os
gennem de tusinde Fjorde
ud til de yderste Skær.
Det var en vidunderlig Søndag
i Sommerens Midte.
Der var et Blink over Bølgerne,
som naar jeg i min Barndom
Søndag Morgen fra Sengen
saa ud over Kalvebodstrand.
Se, ad det bugtede Løb
imellem de grønne Klipper
kom vi derud i det frie,
ud i den vældige Skærgaard,
hvor «Aphrodite» var ene.
Ah — det var endelig Frihed!
Det var Fest i det Blaa!
Pojken sad som i Drømme
— let sløvet af Stemplernes Stampen —
og passed sig selv og Maskinen.
Ved Roret sad Klas —
hans Ansigt var Sang.
Thi dette var Sang og usigeligt.
Prustende ud i den salte Luft,
udstødende Raab som glade Drenge
lagde vi bort Titlerne
og kastede Frakken . . .
Imod os slog glødende Friskhed.
Det flammede hvidt over Vandet.
— Evindeligt Skummen om Boven
og Pulsslagets Takt og Alarm!
Vi hilste en Sæl om Bagbord.
Der fløj et Par Edderfugle.
De lange og skovgrønne Bjerge
fulgte os fjernt og nær.
Vi baded et Sted mellem Klipperne
i et mægtigt Bassin med Sandbund.
Der var kun Skoven og Vandet
og Klippernes Mure ved Siderne.
Vi spiste til Middag i Sandhamn,
dèr drak vi Champagne nær Havet
og nærved de yderste Skær.
Igennem Paradisfjorde
kom vi til Havet og Havets Sten —
de nøgne og ensomme Holme
paa Grænsen af Øde og Storm . . .
Jeg husker Turen tilbage —
mens Solen gik nedad paa Himlen.
Den lyse og glimrende Morgen
var borte — nu var der i Luften
et dybere straalende Guld.
Ad nye Fjorde, langs nye Kyster
løb vi med Brusen og Skum.
Jeg hørte dit rastløse Hjerte,
vidtfavnende «Aphrodite»!
Bestandig de skovtætte Klipper.
En Hytte, en Eng mellem Fyrrene.
Det var i den mægtige Soldag
de evige, vejløse Skove . . .
Vi nærmed os Menneskers Egne.
Højt oppe laa halvskjulte Huse.
Villaer, store og brogede,
mødte vi fler og fler.
Oppe og nede — med Bænke
og Haver og Mennesker — Søndagen!
Vi var i det store Indløb
til Stockholm — Hoteller og Fæstninger.
Men her — saa nær ved Kulturen —
saa vi Adam og Eva
bade et ensomt Sted.
Adam dækkede Dejligheden
for vore beundrende Blikke.
Efter paa en Terrasse
at have genfundet Punsch og Musik
løb vi i Eftermiddagen
ind i de snævreste Fjorde.
Her vandred og hviled paa Skrænterne
det store henrykte Publikum.
Det var i de løsslupne Timer
den myldrende Midsommerfest . . .
De unge Piger, der vifted,
den sovende Herre i Græsset —
vi skyndte os hjemad, beruste
og trætte af Salt og af Sol.
Igennem Kanaler med Haver
og Træerne ud over Vandet
kom vi, da Dagen hælded,
ind i den hjemlige Fjord.
Nu gik der Søgang — vi fik et Sprøjt.
O gyngende Hjemtur i Aftnen og Blæsten!
Vi sad dèr — o Aphrodite! —
og brændte af Sol og af Salt . . .