Den lune og fugtige Have —
og Dalens dampende Aa.
Skoven løfter sin mørke Ryg
over det drivende Graa.
Over den fugtige Have,
hvor Aftenen tyst falder paa,
ligger en Dis, der stiger
fra Jord og fra Mose og Aa.
Jeg løfter mit Hoved og stirrer . . .
Jeg ser gennem Dampenes Graa,
over de drivende Taager —
Rummet, hvor Stjernerne staa!