Paa Rejsen om Germanjens Lande,
forvandlet til en nye Orphée,
jeg lære skal Natjonerne,
at ofre Sang til Dig, Eglé!
fra Elbens og fra Donaus Strande.
Paa Alpebjerges haarde Arm,
hvor Fjelde hæves over Fjelde,
hvis stolte Isse, graa af Ælde,
med Frygt opfylder Vandrerbarm
og strækker sig mod Evigheden,
paa disse Bjerge møder mig
et Billed af Bestandigheden,
som, Hulde! jeg har svoret Dig.
Du veed, mig Skjebnen did vil føre,
hvor Muserne ved Tibrens Strand
skal i Musikens Fædreland
sødt aabne Himlen for mit Øre.
Dog — kan mig denne Vellyst røre
som da, naar, kaldet af Din Røst,
jeg kjælent trykkes mod Dit Bryst,
og kjælen fik Din Cithar høre?
Omtumlet atter, jeg, Eglé!
skal Hellespontens Øer see,
hvor Øjet glad i hver Grækinde
forundret, studsende skal finde
en Søster af Chariterne.
Til disse Nympher skal jeg sige:
at hist i Kuldens Fosterhiem
mit Norden ejer selv en Pige
saa øm og skjøn, som en af dem.
Naar jeg paa Cypern knæler ned,
hvor Elskovs Altre mig omringe,
Eglé! kun Dig og Kjerlighed
jeg skal Gudindens Offer bringe.
Naar over Hellespontens Bølge
Din Elskling fra Europa gaaer,
og frem til Orienten naaer,
Eglé! Dit Minde mig skal følge!
Din Priis den sidste Alder lære,
og Kjerlighed Dit Navn udskjære
i Cederen paa Libanon!
F. Høegh Guldberg.