Wir betrachten die Zeit, mit der wir kommen und gehn, die jeden Wechsel unsrer Thätigkeit und Empfindung, und alle Veränderungen unsers innern Wesens faßte, gleichsam als einen lieben vertrauten Theil unser selbst, von dem wir uns nicht ohne innige Bewegung gerissen fühlen können.
Starke.
Sidste, sidste Gang jeg hilser Eder,
smaae Syringer, som jeg plantet har!
I, hvis Mulm nu Kummer om mig spreder,
I, hvis Mulm saa glæderigt mig var!
Hvert et Glimt af Dag og Lys I fierne!
tifold Nat er Vemod tifold kier.
Maanen skiule sig, og ingen Stierne
smile Fred til fredløst Hjerte her!
Lange Suk paa dine Strange bæve,
elskte Harpe! Du min Kummers Ven!
Og i dem min Afsked venligt svæve
over alle Lundens Træer hen!
Ak! Farvel, Farvel jeg Eder byder;
voxer, grønnes, blomstrer her i Fred! —
O jeg hører det, og tungt det lyder;
et Farvel til mig I vifte ned!
Snart, naar Dagen over Eder stiger,
snart, naar Lærken vækker Alt til Lyst,
ene kummerfuld og taus jeg viger
langt fra Eder, bort til fremmed Kyst.
Der, man spaaer, jeg større Held skal finde —
større Held, end her jeg nød saa trygt,
hvor hvert Træ, hver Blomst var min Veninde,
hvor hver Fugl sit Rede jeg har bygt!
Fader! jeg Dit strænge Bud skal følge,
søge Lykken, flye fra den og Dig.
Viid: kun her den smiler! Ad hver Bølge
fiernes Hjem og Lykke meer fra mig. —
O var denne Roses Lod mig givet,
var jeg Liljen, som ved Bækken staaer!
Her den op af Jorden steeg til Livet,
her den blomstrer, her den og forgaaer.
Lundens Nymfer Eder ømt beskierme,
smaae Syringer, som jeg plantet har!
Ingen Skemte sig til Stedet nærme!
Fredet boe hver Fugl, som kier mig var!
Vilde Glæder langt fra Lunden vige!
Kun for tause Sorg den Fristed er.
Træets Viften, Fuglens Qvidren sige:
”Vilhelms Glæde har man jordet her!”
Solen alt paa Kirkespiret lyser,
Lunden rødmer, Bedeklokken gaaer:
Dødens Kulde gjennem Sjelen gyser,
Kinden blegner, ængstligt Hjertet slaaer. —
Fred med Eder, Vidner til min Klage!
forhen Vidner til min Fred, mit Held!
Sidste, sidste Gang I her modtage,
Træer! Fugle! mit Farvel! — Farvel!
F. Høegh Guldberg.