Mel. Vi Sømænd giør ei mange Ord &c.
Velkommen paa vor Høitids-Dag,
Hvo fredelig indtræder!
Velkommen, hvo i ærligt Lag
Vil dele vore Glæder!
Velkommen, hvo med villig Aand
Vil fryde og vil gavne,
Ham række vi en trofast Haand,
Som Broder vi ham favne.
Thi her i denne jævne Kreds
Maa Kunst og Stivhed vige:
Naar Hiertet det er vel tilfreds,
Bør Tungen frit det sige:
Ei Sleedskhed gielder her og Tvang,
Ei Stoltheds usle Lære:
Nei, Ærlighed den er vor Rang
Og Eenighed vor Ære.
Og Held os Brødre! at saa fro
Vor Jubel-Røst kan lyde:
Held os! at vi saa trygt i Ro
Kan os tilhobe fryde:
Held os! at vi os samle kan
Til muntert Venners Gilde,
Naar hist i mangt et andet Land
Det gaaer saa saare ilde.
Naar der saa mangen lider Nød,
Og ingen Lise finder:
Og Mangen sukker efter Brød
Med blege, gustne Kinder,
Og Mangen rives fra sin Ven
For langt fra ham at bløde,
Og Mangen staaer forladt igien,
Og græder før den Døde.
Nei vi har Fred, Tak Himlen skee!
Som os den huld bevarer:
Ei Grumheds Sørgespil vi see,
Ei Krigens mange Farer;
Ei blodige Sværd mod Broders Bryst
Vi nødes til at vende,
Som Venner kæmpe vi vor Dyst,
Som Venner vi den ende.
Thi klinke vi nu Fredens Skaal,
Den stedse om os hegne!
Gid intet fiendtligt Morderstaal
Maa naae til Danmarks Egne!
Skaal for vor Konge og hans Søn,
Som os ved Freden glæder,
Skaal for Enhver, hvis Raad og Bøn
Er Landets Ro og Hæder.
Skaal for enhver, som elsker Flid,
Skaal for hver nyttig Borger,
Skaal for enhver, som mild og blid
Vil lindre andres Sorger,
Skaal for hver Mage tro og huld,
Skaal for hver elsket Pige,
Skaal for hver Ven, der reen som Guld
Sin Ven vil aldrig svige.
Nu Brødre! slutter Eders Sang;
Thi det er vel paa Tide,
Dog glemmer ei ved Glassets Klang,
At mange Usle lide.
Nei, lad os høre Armods Bøn,
Og trøste dem, som græde:
Vor Fest da vorder dobbelt skiøn,
Naar vi den Arme glæde.
Gutfeld.