Epistel til Themireen Jambehelliget alle Danneqvinder.”I siirlig Jevnheds stille Ly,med elskte Børn fortroligt ved vor Side,skal Kjedsomhed fra lille Selskab flye,og Aftenen umærkeligt henglide;mens, under tidt afvexlet Syssels Lyst,den Sæd i unge Sjele saaes,hvis Spire alt af ædle Anlæg spaaes,skal, voxende til Daad . . . . .,en Dag med Fryd vor Møie lønne,og Livets Efterhøst forskjønneog blive vores Alders Trøst.”T. C. Bruun.Veninde! Du, hvis Sjel foruden Slør,hvis Ansigt uden Maske viser sig;Du, der er blid og fro som Vaarens Mai,og huldere, meer ynderig end han;Du, der, hiin Kierlighedens Stjerne lig,hvert Øie fængsler, tryller hvert et Bryst:o siig det til forvildet Søsterhob;hvor Du det Stempel vandt af indre Værd,der neppe spreder ud sit første Glimt,for alle Hjerter for dets Almagt knæle! Ei kjende Dine Søstre dette Værd.Til Glands og Glimmer stunder deres Hu,til ydre Anstrøg rækker deres Kunst.Did ene higer deres Virksomhedfra Aar til Aar, fra Vugge og til Grav.Vel sandt! hos Spraderne det samler Klap,i Halvmænds Kreds det høi Beundring vækker;men og den Vise seer det, og hans Blikaf Vemod mørknes, Læben sukker lydt:”kan da paa Tidsler Roser ventes? Hvad?og mon ei Frugten Moderstammen røber?” Veninde! jo, den faldne Qvindeslægtalt truer næste Old med værre Kuld,og stedse værre, rullet Snebold lig.Hvor fandt Forfængelighed ei et Hjem,ei Tempel, Alter, Røgelse, Præstinder?See Pigen! See! fra Vogn og Ledebaand,med galne Moder selvgal hopper hunind i Gudindens Allerhelligste,begaber Glimren der, fortrylles, gaaer —og Indtryk for det hele Liv gaaer med. O hvor fordærve vi dog ei os selv!vi, som betroe vanslægtede Naturtil hyret Omhu og til leiet Tugt!Saa svigter Sømand ei sit lække Skib,ei byder Drengen det til Havn at føre.Og vi — — den Flane, der til Nød formaaerat gaae med Grace, tale smukt om Stads,og den Frisur, der klæder tomme Skal,hvori hun knapt fem gode Tanker huser:hun, for sit franske Pjat til Danmarks Tarv,som Gouvernante rives graadigt bort.Hun Levemaadens Tone giver an,docerer Emigranters rene Sæder;og Pigen, der fra hendes Haand gaaer ud,er dannet heel alt i det tolvte Aar.Hør Damen sværge det paa Balsparée,hør Kammerjunferen gjentage det:”o, vidt er dog en fransk Educationadskilt fra dumme Danskes rude Væsen!”””Ja, vidt adskilt!”” den Vise sukker daog takker Gud, at barnløs end han staaer:””Paa Fier en Fugl, paa Blade Træet kjendes.Men er med Sligt vel Dannemanden tjent,der en Veninde søger for sin Sjel,en Huustro for sit Huus, en Moder? Vee? —Vee ham, naar Loddet trækkes, og han faaereet eller andet Nul! ja, Vee ham! Vee!Hun være lærd i Modens Videnskab,hun være prøvet i hver fornem Kunst,hvad gavner det, naar Mand og Huus skal pleies?Naar, mødig efter en bortdandset Nat,hun drømmer Morgenstund og Middag hen;naar hun til Aftenens Maskeradefestden vide Formiddag forøder helstblandt Krøller, Pudder, Sminke, og Pomade,mon Fad og Bord da fyldes af sig selv? —Og, naar en Dame til Klaverets Lydfremfløiter selve Filomelske Toner;naar Spillemesteren end ved Mozarts Støvtilsværger os, at hun et Mønster er;mon Sultens Krav er da paa Timen taus? —naar lærd Madam ved Mandens Sygeseng,foruden Bøger declamere kanhver Almanaksentens, daraussen fra;naar om Horats, Homer, Voltaire, Kanthun taler saa bekjendt, saa søsterligt,som Kjelderkonen om sin Gjenbos Kat,mon Febrens Smerter lindres vel derved? —Naar Fruens Breve hos hver Kvastgeniii Vindues fire Hjørner vække Fryd:naar Postens Bud hver svanger Tirsdag gaaermed flere Penge bort end Ugen kræver,hvad har da Manden meer end Udgift? Hvad?”” Saa lær, Themire! til at lære osved Dit Exempel, ved Dit Hu, Din Flid,lær Ædle Midler, lær Du os den Kunst,hvorved en ægte Danneqvinde skabes! ”Ved Arbeid!” er Dit vennehulde Svar!”ved alt Slags Arbeid, snart i Kjelderen,og snart i Huset, snart paa Loftet, snarti Gaarden; og fra spædest Barndom af.Hver Moder Gouvernante være kunfor sine Døttre, og hvert Hjem det Huus,hvor Døttrene opdrages, dannes, smykkes!Da Piger, Qvinder, Mødre skal fremstaae,som bedre styre hver sit Huus og Hjem,end Staters Kludrere den ene Stat,der under Gjeld og Laan dog hjælpløs synker! —Paa Dukken mine Døttre lære sigat danne selv i Tiden egen Klædning.Det sikkert vil, maaske fra vranten Manddog engang spare mangen bitter Skjerv,der stables op i tusind Kontrabøger.De spæde Fingre snurre selv den Traad,der Sødskende og Fader Lærred skjenker.Og tænk den Fryd, naar de med øvet Haandfuldende Strikkepindens Mesterværk,og nu det Smiil, det moderlige Kys,for hvilket de med Glæde Alt har taalt,belønne deres Flid langt meer end Guld!Saa spøge vi os frem fra Daad til Daad.Hver Pynt paa Hoved, Liv, paa Haand og Fod,fra Skjærtets Folder til hver Haarloks Fald,er mine Døttres egne Hænders Gjerning.Men lænkebundne ei de Smaa dog ertil noget Værksted, nogen Arbeidsstol,til Stue, Ramme, Sytoi eller Rok.Ei bæve de for Hede eller Frost;ei daane de ved Arnestedets Røg.O nei! de kjende Mark og Have vel,de skille Urt fra Urt og Frugt fra Frugt.Med Morgenlærken finder man os altimellem Havens Beder vankende.Jeg bærer Spaden, de den lille Kurv;og, efter holdet Raad, vi bringe hjemde Gaver, Jorden yder for i Dag.Nu pustes op i Asken fundne Gnist;saa knittrer Brændet, Luen hæver sig,saa renses, pilles, koges, bages Alt.Her dreier Fuglen sig om blanke Sped,hist hæver Mælken sig i høie Skum.Og, kommer da, indbuden eller sendtaf Lykken hid, en gjerne hilset Giæst;og, stødes ei hans Smag ved nogen Ret,og, lyser i hans Øie Velbehagved skikket Valg og Orden overalt,da lønnes rundelige vor Flid med Held. —Dog sørges ei for Øieblikket blot;nu Forraad lægges bort af hvert et Slagstil nøgne Vinters da velkomne Dage.Her tyres Urten, hist den saltes ned:der gjemmes Bær i Sukkerørets Saft,her hæver sig fra Spanedyngen Røgog krydrer Kjødets Fibrer: hist vi kierne,her lægges fedest Ost i Vinden hen.Saa modnes Alt til Gavn, saa skabe viet Rigdomsvæld for mangen Vinterfest. —Og selv vi see til Alt. Den Leiede,der skjenker os for Løn og Brød sin Tid,gjør alt for Lidt og troer, hun gjør for Meget.Lig Solen, trænger Herreøiet indi hver en Krog og jager Skyggen bort.Ei taale vi selv kun det mindste Støv,om trefold Arbeid end os møde skal:Gaaer Reenlighed med Fliden Haand i Haand,da tæller Dagens Krands hos Qvinden førstde flere Roser og de færre Torne.” ””Nu vel! for Legemet I sørget har;men ak! hvad mangler end? Themire! — Døm!Hvis gavnlig Kundskab ei fra spæde Vaari Sjelen saaes ud, hvad bli’r dens Høst?Om Ønsket end hos Eder føder sig:at drage Sandhed, Smag, Erfaring, Raadud af de Bøger, der for Eder fødtes;siig! mon ei Tid og Gave, Lyst og Krafti Hvirvelen af sligt et Levnet druknes?”” ”O nei! ved qvindligt Arbeid læses vel,naar Døttre spinde, høit af Moderen:ei altid just, ei Meget, men og Det,der læses, da med Grandsknings hele Vægt.Og, naar en god Natur veiledes godt,hvortil den Læsning da ved Dag og Nat,for Pige, Huustro, Moder ret at vorde?Jeg med mit halve Sekels Kundskab erda mine Døttre ikke Kundskab nok?Forlad mig! mer de lære skal af mig,Hvad ingen Bog af Eder lærer dem. —Dog, er det Tidens Krav, at Qvinden skalendog i Mændenes Forsamling Ordet føre;da bryder jeg en Moderpligt, naar eijeg for hver Katalog, til huuslig Brug,oplade vil med ydmyg Haand mit Hjem.Men tilgiv! — det er vel Eenfoldighed —jeg blues altid, naar i Kreds af Mænden Qvinde fælder Dom om Staters Læk,Armeers Marsch og Fredskongressers Tarv,som hiin var født blandt Septre, ammet opblandt Vaaben. Og jeg rødmer sikkerligt,naar paa sin Bismer rap hun veier udGeniets Værd og Løn i Pundeviis,ret som hun der paa hellig Trefod1 sadog fik Apols Patent som Musers Dronning.Nei! vænnede til kun at tale Lidtmen høre Meget, mine Døttre dogei svigtes skal af ægte Kienderblik.Og, flyder end det modedanske Sprogfra deres Læber ei den hele Dag:og, kan de ei Sentenser skjære tili Guders Tungemaal hvert Øieblik;og, lød end aldrig deres Englesangi nogen Klubs veltalende Konsert:og, fandt end ingen Junker, pæn og stram,dem fra Vitouste vinde Dandsens Priis;og, kjende de saa lidt til Damefransk,som til hver ny Ballet og Maskerade:dog derfor ei, som Tosser, blot de veed,at Kyllinger ei patte, Faar ei bide.Spørg dem! i hvilken Bund groer Kaalen helst?Hvorledes kan man vel af Jordens Skjødbedst lokke Ærten frem til tidlig Væxt?Spørg dem! hvor meget Tøi af alt Slags Maal,der sparsomst ydes bør i hvert Slags Klædning?Af deres Svar døm upartisk, min Ven!om nogen Kogebog, om mangt et Skrift,der foer fra Pressen ud til Lys for os,vel taler bedre end mit Døttrepar!Og i hvert Brev, de skrive, tindrer grandten skyldfri Sjels det hjertelige Udtryk,ei laante Følelser i vilde Sving.O derfor kommer og en Dannemand,og rækker dem engang en trofast Haand,gaaer fro med dem sin trange Bane hen,seer sunde Børn, der dannes i hans Hjem,seer sparsom Flid forøge veltjent Skjerv,døer uden Gjeld og lever uden Harm,og signer deres Moder tidt i dem.End tæller den usminkede Naturen Skare Venner — og paa dem jeg bygger!” Ja byg paa dem, Du Ædle! byg paa dem!Og fast Din Bygning staaer paa Klippens Grund.Nu kald mig, Livets Herre! naar Du vil!O jeg har seet Dit Billed her paa Jorden!F. Høegh Guldberg.