Frederik Høegh-Guldberg (1771–1852)

Veninde! Du, hvis Sjel foruden Slør,

hvis Ansigt uden Maske viser sig;

Du, der er blid og fro som Vaarens Mai,

og huldere, meer ynderig end han;

Du, der, hiin Kierlighedens Stjerne lig,

hvert Øie fængsler, tryller hvert et Bryst:

o siig det til forvildet Søsterhob;

hvor Du det Stempel vandt af indre Værd,

der neppe spreder ud sit første Glimt,

for alle Hjerter for dets Almagt knæle!

                Ei kjende Dine Søstre dette Værd.

Til Glands og Glimmer stunder deres Hu,

til ydre Anstrøg rækker deres Kunst.

Did ene higer deres Virksomhed

fra Aar til Aar, fra Vugge og til Grav.

Vel sandt! hos Spraderne det samler Klap,

i Halvmænds Kreds det høi Beundring vækker;

men og den Vise seer det, og hans Blik

af Vemod mørknes, Læben sukker lydt:

”kan da paa Tidsler Roser ventes? Hvad?

og mon ei Frugten Moderstammen røber?”

                Veninde! jo, den faldne Qvindeslægt

alt truer næste Old med værre Kuld,

og stedse værre, rullet Snebold lig.

Hvor fandt Forfængelighed ei et Hjem,

ei Tempel, Alter, Røgelse, Præstinder?

See Pigen! See! fra Vogn og Ledebaand,

med galne Moder selvgal hopper hun

ind i Gudindens Allerhelligste,

begaber Glimren der, fortrylles, gaaer —

og Indtryk for det hele Liv gaaer med.

        O hvor fordærve vi dog ei os selv!

vi, som betroe vanslægtede Natur

til hyret Omhu og til leiet Tugt!

Saa svigter Sømand ei sit lække Skib,

ei byder Drengen det til Havn at føre.

Og vi — — den Flane, der til Nød formaaer

at gaae med Grace, tale smukt om Stads,

og den Frisur, der klæder tomme Skal,

hvori hun knapt fem gode Tanker huser:

hun, for sit franske Pjat til Danmarks Tarv,

som Gouvernante rives graadigt bort.

Hun Levemaadens Tone giver an,

docerer Emigranters rene Sæder;

og Pigen, der fra hendes Haand gaaer ud,

er dannet heel alt i det tolvte Aar.

Hør Damen sværge det paa Balsparée,

hør Kammerjunferen gjentage det:

”o, vidt er dog en fransk Education

adskilt fra dumme Danskes rude Væsen!”

””Ja, vidt adskilt!”” den Vise sukker da

og takker Gud, at barnløs end han staaer:

””Paa Fier en Fugl, paa Blade Træet kjendes.

Men er med Sligt vel Dannemanden tjent,

der en Veninde søger for sin Sjel,

en Huustro for sit Huus, en Moder? Vee? —

Vee ham, naar Loddet trækkes, og han faaer

eet eller andet Nul! ja, Vee ham! Vee!

Hun være lærd i Modens Videnskab,

hun være prøvet i hver fornem Kunst,

hvad gavner det, naar Mand og Huus skal pleies?

Naar, mødig efter en bortdandset Nat,

hun drømmer Morgenstund og Middag hen;

naar hun til Aftenens Maskeradefest

den vide Formiddag forøder helst

blandt Krøller, Pudder, Sminke, og Pomade,

mon Fad og Bord da fyldes af sig selv? —

Og, naar en Dame til Klaverets Lyd

fremfløiter selve Filomelske Toner;

naar Spillemesteren end ved Mozarts Støv

tilsværger os, at hun et Mønster er;

mon Sultens Krav er da paa Timen taus? —

naar lærd Madam ved Mandens Sygeseng,

foruden Bøger declamere kan

hver Almanaksentens, daraussen fra;

naar om Horats, Homer, Voltaire, Kant

hun taler saa bekjendt, saa søsterligt,

som Kjelderkonen om sin Gjenbos Kat,

mon Febrens Smerter lindres vel derved? —

Naar Fruens Breve hos hver Kvastgenii

i Vindues fire Hjørner vække Fryd:

naar Postens Bud hver svanger Tirsdag gaaer

med flere Penge bort end Ugen kræver,

hvad har da Manden meer end Udgift? Hvad?””

        Saa lær, Themire! til at lære os

ved Dit Exempel, ved Dit Hu, Din Flid,

lær Ædle Midler, lær Du os den Kunst,

hvorved en ægte Danneqvinde skabes!

        ”Ved Arbeid!” er Dit vennehulde Svar!

”ved alt Slags Arbeid, snart i Kjelderen,

og snart i Huset, snart paa Loftet, snart

i Gaarden; og fra spædest Barndom af.

Hver Moder Gouvernante være kun

for sine Døttre, og hvert Hjem det Huus,

hvor Døttrene opdrages, dannes, smykkes!

Da Piger, Qvinder, Mødre skal fremstaae,

som bedre styre hver sit Huus og Hjem,

end Staters Kludrere den ene Stat,

der under Gjeld og Laan dog hjælpløs synker! —

Paa Dukken mine Døttre lære sig

at danne selv i Tiden egen Klædning.

Det sikkert vil, maaske fra vranten Mand

dog engang spare mangen bitter Skjerv,

der stables op i tusind Kontrabøger.

De spæde Fingre snurre selv den Traad,

der Sødskende og Fader Lærred skjenker.

Og tænk den Fryd, naar de med øvet Haand

fuldende Strikkepindens Mesterværk,

og nu det Smiil, det moderlige Kys,

for hvilket de med Glæde Alt har taalt,

belønne deres Flid langt meer end Guld!

Saa spøge vi os frem fra Daad til Daad.

Hver Pynt paa Hoved, Liv, paa Haand og Fod,

fra Skjærtets Folder til hver Haarloks Fald,

er mine Døttres egne Hænders Gjerning.

Men lænkebundne ei de Smaa dog er

til noget Værksted, nogen Arbeidsstol,

til Stue, Ramme, Sytoi eller Rok.

Ei bæve de for Hede eller Frost;

ei daane de ved Arnestedets Røg.

O nei! de kjende Mark og Have vel,

de skille Urt fra Urt og Frugt fra Frugt.

Med Morgenlærken finder man os alt

imellem Havens Beder vankende.

Jeg bærer Spaden, de den lille Kurv;

og, efter holdet Raad, vi bringe hjem

de Gaver, Jorden yder for i Dag.

Nu pustes op i Asken fundne Gnist;

saa knittrer Brændet, Luen hæver sig,

saa renses, pilles, koges, bages Alt.

Her dreier Fuglen sig om blanke Sped,

hist hæver Mælken sig i høie Skum.

Og, kommer da, indbuden eller sendt

af Lykken hid, en gjerne hilset Giæst;

og, stødes ei hans Smag ved nogen Ret,

og, lyser i hans Øie Velbehag

ved skikket Valg og Orden overalt,

da lønnes rundelige vor Flid med Held. —

Dog sørges ei for Øieblikket blot;

nu Forraad lægges bort af hvert et Slags

til nøgne Vinters da velkomne Dage.

Her tyres Urten, hist den saltes ned:

der gjemmes Bær i Sukkerørets Saft,

her hæver sig fra Spanedyngen Røg

og krydrer Kjødets Fibrer: hist vi kierne,

her lægges fedest Ost i Vinden hen.

Saa modnes Alt til Gavn, saa skabe vi

et Rigdomsvæld for mangen Vinterfest. —

Og selv vi see til Alt. Den Leiede,

der skjenker os for Løn og Brød sin Tid,

gjør alt for Lidt og troer, hun gjør for Meget.

Lig Solen, trænger Herreøiet ind

i hver en Krog og jager Skyggen bort.

Ei taale vi selv kun det mindste Støv,

om trefold Arbeid end os møde skal:

Gaaer Reenlighed med Fliden Haand i Haand,

da tæller Dagens Krands hos Qvinden først

de flere Roser og de færre Torne.”

        ””Nu vel! for Legemet I sørget har;

men ak! hvad mangler end? Themire! — Døm!

Hvis gavnlig Kundskab ei fra spæde Vaar

i Sjelen saaes ud, hvad bli’r dens Høst?

Om Ønsket end hos Eder føder sig:

at drage Sandhed, Smag, Erfaring, Raad

ud af de Bøger, der for Eder fødtes;

siig! mon ei Tid og Gave, Lyst og Kraft

i Hvirvelen af sligt et Levnet druknes?””

                ”O nei! ved qvindligt Arbeid læses vel,

naar Døttre spinde, høit af Moderen:

ei altid just, ei Meget, men og Det,

der læses, da med Grandsknings hele Vægt.

Og, naar en god Natur veiledes godt,

hvortil den Læsning da ved Dag og Nat,

for Pige, Huustro, Moder ret at vorde?

Jeg med mit halve Sekels Kundskab er

da mine Døttre ikke Kundskab nok?

Forlad mig! mer de lære skal af mig,

Hvad ingen Bog af Eder lærer dem. —

Dog, er det Tidens Krav, at Qvinden skal

endog i Mændenes Forsamling Ordet føre;

da bryder jeg en Moderpligt, naar ei

jeg for hver Katalog, til huuslig Brug,

oplade vil med ydmyg Haand mit Hjem.

Men tilgiv! — det er vel Eenfoldighed —

jeg blues altid, naar i Kreds af Mænd

en Qvinde fælder Dom om Staters Læk,

Armeers Marsch og Fredskongressers Tarv,

som hiin var født blandt Septre, ammet op

blandt Vaaben. Og jeg rødmer sikkerligt,

naar paa sin Bismer rap hun veier ud

Geniets Værd og Løn i Pundeviis,

ret som hun der paa hellig Trefod¹ sad

og fik Apols Patent som Musers Dronning.

Nei! vænnede til kun at tale Lidt

men høre Meget, mine Døttre dog

ei svigtes skal af ægte Kienderblik.

Og, flyder end det modedanske Sprog

fra deres Læber ei den hele Dag:

og, kan de ei Sentenser skjære til

i Guders Tungemaal hvert Øieblik;

og, lød end aldrig deres Englesang

i nogen Klubs veltalende Konsert:

og, fandt end ingen Junker, pæn og stram,

dem fra Vitouste vinde Dandsens Priis;

og, kjende de saa lidt til Damefransk,

som til hver ny Ballet og Maskerade:

dog derfor ei, som Tosser, blot de veed,

at Kyllinger ei patte, Faar ei bide.

Spørg dem! i hvilken Bund groer Kaalen helst?

Hvorledes kan man vel af Jordens Skjød

bedst lokke Ærten frem til tidlig Væxt?

Spørg dem! hvor meget Tøi af alt Slags Maal,

der sparsomst ydes bør i hvert Slags Klædning?

Af deres Svar døm upartisk, min Ven!

om nogen Kogebog, om mangt et Skrift,

der foer fra Pressen ud til Lys for os,

vel taler bedre end mit Døttrepar!

Og i hvert Brev, de skrive, tindrer grandt

en skyldfri Sjels det hjertelige Udtryk,

ei laante Følelser i vilde Sving.

O derfor kommer og en Dannemand,

og rækker dem engang en trofast Haand,

gaaer fro med dem sin trange Bane hen,

seer sunde Børn, der dannes i hans Hjem,

seer sparsom Flid forøge veltjent Skjerv,

døer uden Gjeld og lever uden Harm,

og signer deres Moder tidt i dem.

End tæller den usminkede Natur

en Skare Venner — og paa dem jeg bygger!”

        Ja byg paa dem, Du Ædle! byg paa dem!

Og fast Din Bygning staaer paa Klippens Grund.

Nu kald mig, Livets Herre! naar Du vil!

O jeg har seet Dit Billed her paa Jorden!