Naar engang min Time slaaer,
Naar det brustne Blik ej Vennen kjender;
Naar ved Lejet Englen staaer
Og til Jorden ned sin Fakkel vender:
Da skal jo mit Støv afmægtigt segne
Mod det Støv, hvoraf det rejste sig,
Og, min Aand! du vandre til de Egne,
Ingen Haand har skildret dig.
Ak mon der, hvor du gaaer hen,
Lunde grønnes, Blomsterenge dufte?
Mon du føler der igjen
Aftenvind om klare Kilder lufte?
Lyde Kore der af Nattergale?
Hilser Lærken Morgenrødens Bud?
Spredes over Bølger, Skove, Dale
Der og Maanens Sølvglans ud?
Hvor er Stedet, du skal boe?
Er det hist? en klar, en venlig Stjerne?
Skimtes det i Nattens Ro?
Er det skjult i det usete Fjerne?
Border Stedet dig et evigt Fængsel?
Naaer du strax dit fordums kjære Hjem?
Mon du martres meer af hellig Længsel?
Mon du stunder længer frem?
Lukket er det tætte Slør:
Ingen løser mig de mørke Gaader; —
Dog med roligt Haab jeg døer;
Fader er den Gud, som ene raader.
Han, min Fader, hvor han vil, mig kalde!
Det min faste Tro, min Tryghed er:
Hist jeg savner Ingen af dem Alle,
Som han saae mig elske her!