Gak ud, min Sjæl, og se dig om,
Hvad helst du vilde have
Af Lykkens store Ejendom,
Af Verdens megen Gave!
Saa mange Navn’
Har dine Savn,
Og mangenstund du sørger;
Thi vej og prøv
Det Glimmerstøv,
Hvorefter Jorden spørger!
Det røde Guld heel prægtigt er,
Med Troldomskraft begavet;
Det er dog kun et Stjerneskjær,
Som blinker op fra Havet!
Af Bølgebrud
Det slettes ud,
Naar allerbedst det funkler.
En bedre Skat
Jeg faaer vel fat,
Som ingen Sky fordunkler.
Og hvad er Ærens Pynt og Tant,
Hvorefter Daarer lede?
En Kornblomst kun, som prunker blandt
Den gode, grønne Hvede!
For højt i Priis,
Paa Børneviis,
Jeg Klinten ej vil holde;
Den gode Sæd
Kan kues ned
Og Hjertesorg mig volde.
Til Leg og Lyst din Tanke staaer?
Og altid vil du sjunge?
Hvad baaded’ da en evig Vaar
Med Glædens Fugletunge?
Det grønne Straa
Maa Kraften faae
Ved Sommerregn og Torden;
I Savn og Ve
Vil Herren see
Dig bære Frugt paa Jorden.
Vær stille, Sjæl, med din Begjer
Om Verdens megen Lykke!
Min rette Rigdom Kristus er,
Hans Navn mit Æressmykke!
En jordisk Krans
Med stakket Glans
Kan Guld og Hæder skjenke;
Den Hjertefred,
Han lønner med,
Kan Verden ej forkrænke.
Lad Alvor komme til mit Sind,
Naar bedst jeg mig forlyster!
Det baader just, at Vaarens Vind
Heel mangen Blomst afryster;
Den bedste Green
Ej uden Meen
Dem alle kunde bære.
Ved Modgangs Bud
Lær du, min Gud,
Mig Bøn og Viisdom lære.