Merkt, Christen! heilig ist des Priesters Amt!
Wer nicht den wahren Priester ehrt, der ehrt
auch nicht den Altar nicht des Altars Gott.
— — — — — es ist nicht schwer,
— — — — — den Schäfer von dem Dieb,
den Hirten von dem Mietling zu erkennen.
Ehrt Jenen! liebt als euren Vater ihn!
Doch, Wer sein Eignes sucht, der ist ein Dieb!
Mit Abscheu schauet seinen Wandel än!
F. L. Stollberg.
Gud ske Tak! Det er endt! Attestatsen fik jeg omsider.
Endt er betyngende Tid, Vaagen og Læsen ved Lys!
Piintes tilforn min Aand, da skal jeg Kjødet nu pleie,
fyldige Kinderne snart røbe den modnede Mand.
Frisk Spar to jeg slaaer til Pedel, Professorer og Rector:
hjemme med Piben i Mund venter jeg Middagen tryg.
Morus, Spittler og Knapp! afsted, I lede Krabater!
haaber ei Fristed her! hadede vandrer herfra!
Bort til Bogjødens Bod og kjøbes, for atter at sælges!
Bøger og Hylde! marsch! Hører min Sang! jeg er fri!
Har jeg ei slettet E libris ud? thi kræver ei Mere!
Plager en Anden! Jeg slap! Endt er fortærende Tid!
Let i beroliget Sind jeg løber til Greven og søger
Godsets ventende Kald, lovet af ædle Patron.
Ydmyg bøier jeg hoved og Ryg for almægtige Jæger,
trykker Løberens Haand, byder dem begge Tobak.
Held mig! det virker, og nu Gemakkets Døre sig aabne:
ind jeg kryber og blidt kaldes af Greven "min Søn!"
Dreiende Hatten, med nedvendt Blik, jeg stammer og sukker,
men med forseglet Papiir haster benaadet derfra.
Snart fra Bispen et Brev til velærværdige Pastor
byder mig ilende flux selv at bevogte min Hjord.
O! jeg læser og læser igjen. De salige Dage
svæve min Sjel forbi, nydes med graadige Blik.
Nederste Kuffertrum jeg fylder med tykke Postiller:
Embedsbyrdernes Vægt lette og blidne de huldt.
Næstefter dem jeg ordner et Lag af geistlige Kjortler,
pibede Kraver, Bonnet, buklede Hædersparyk.
Øverst i Bomuld svøbt mit Meerskumshoved jeg lægger:
kunstigtdreiede Rør fylde hver ledige Plads.
End med min Ibenholtstok, ærbødigt af gamle Matroner
hilset med dybe Nik, gaaer jeg al Staden omkring.
Saa paa faderlig Vogn, veldækket af Kapper og Frakker,
nærmer jeg mig til mit Hjem, seet af Papa og Mama.
O hvor stolt de mødende favne den Søn, der som Pastor
vender enfoldig og kysk om til sit Fædrenetag!
Dampende fede Kalv til Glædemaaltidet vinker:
atter jeg læser tilbords høit i fortrolige Kreds.
Vred paa vor Tids Ugudelighed Papa mig nu prøver,
men med beroliget Sind finder mig Den, som jeg var.
End jeg Forklaringens Ord i lyseste Minde bevarer,
husker mit Fadervor end paa Latin og paa Græsk.
Søndag kommer, og jeg for lydtende Menighed tolker
Texten med Sværd og Baal, heed og forbittret i Hu.
Og ved hvert Slag af min Haand selv bæver gudfrygtige Fader;
ei han forstaaer, om ved Arv jeg vel den Salvelse vandt.
Alle gaae slagne hjem med bodfærdige Taarer paa Kinden,
Alle beundre den Søn, født og opdragen til Præst.
Nu jeg iler, velsignet og fulgt af de stolte Forældre,
hen til vor Naboby, hen til min ventende Hjord.
Enken, den salige Pastors Viv, har Penge; saa gjerne
giver jeg hende mit Ja, viet af faderlig Haand.
Der jeg lever med Gud, forglemmer Collegiers Løben,
tæller min Tiende selv, døber og skrifter mit Sogn.
Vaagnende seent paa min Seng jeg drikker min Caffe ved Piben,
læser Avisernes Nyt, blunder og vækkes igjen.
Saa fra Frokostbordet jeg gaaer til Røgterrn ud og
føler paa Studenes Ryg, leer ad de valtrende Sviin.
Middagens Tolvslag kalder mig nu: jeg sætter mig mødig,
øiner min Livrets Røg, klapper opmærksomme Viv.
Fro, som Apostelen bød, jeg nyder for svagelig Mave
kraftig Kirsebærviin, sat paa Madera i Fjor.
Muntert stemt taalmodig jeg hører den Elskedes Forslag
og fra Chatollet unødt rækker Hvad Kassen formaaer.
Blid hun lukker mig ind i Studerekammeret, hvor jeg
snart i den favnende Stol gotter den styrkede Krop.
Intet sig rører, og let jeg nikker, fordøier og sover,
til hun med Piben i Haand stryger og kysser min Kind.
Caffeen alt med veldædige Duft mig vinker tilbage;
lukket er Øiet, men tryg jeg følger ledende Viv.
Sat paa Stolen, oplivet igjen af de varmende Draaber
føler jeg Plan og Fynd tumle sig stærkt i min Aand.
Vakt ved Postillernes Kraft jeg sørger for Sjelenes Kost og
ofrer med Pen paa Papiir Himlen halvandet Korteer.
Siden i huuslig Kreds om røgelsefyldte Maskine,
lettet ved pirrende Thee, nyder jeg Livet igjen.
Tidt nedladende taler jeg der med Gaardenes Koner,
naar de med æggerig Kurv spaae mig at Julen er nær.
Atter jeg vanker omkring og seer til de tærskende Karle,
forer de skrigende Gjæs, klapper den kjelende Hest.
Trættet iler omsider jeg hjem, hvor ventende Huustro
huldt ved den aabnede Dør møder med styrkende Snaps.
Dækket er Aftenbordet, og tæt ved den Elskedes Side
glemmer jeg Byrderne let, mættet og lædsket tilgavns.
Maanen os vinker til Ro: min Viv med Huen i Haanden
sætter den brugte Paryk hen paa sin Flaske igjen.
Meerskumspiben rækker hun mig, naar paa Leiet jeg hviler,
vaager til snart den mat glider udampende ned,
blæser saa Lyset ud og over perlede Hage
lægger Dynen paa mig, bange for Trækvindens Pust.
Ikke de Trættes Søvn afbrydes af larmende Vinde,
Midnathanernes Gal, Køernes Dagningebrøl.
Ingen Vægter forstyrrer vor Drøm: ei raslende Vogne
ryste ved ilende Fart Vinduets løsnede Krog.
O! saa følger Dag paa Dag, saa Maaned paa Maaned,
o! saa betaler du dig, har man dig først, Attestats!
Held ledsager ustraffeligt Liv. Ei tumlet af Verden
lægger jeg mig, staaer op, æder og drikker med Lyst.
Landligsundere Kost mig nærer. Om Fortrin i Mave
snart jeg i lille Kald kappes med Herredets Provst.
Stedse fra Høitidsaltret jeg gaaer med rundeligt Offer:
Konerne skjænke mig tidt Ænder, Kalkuner og Æg.
Rigt belønner min Jord, og Engen dufter af Grøde,
Træet bugner af Frugt, Lade som Kjælder er fuld.
Slagterducaterne strømme til mig for staldfødte Stude;
stoltere Saltmadsfad prunker ei selv hos min Bisp.
Fred omhegner den Mand, der, selv en Synder for Herren,
feier for egen Dør, kjæmper ei Strømmen imod.
Ikke mistænksom ei jeg løber og speider i Skolen:
skrappe bedagede Mand styrer den ene og viist.
End paa sin gamle Husarsk han tæmmer de vælige Hjerter,
end med sin Stok og sit Tysk aver ugudeligt Barn.
Ei paa Catheder han staaer, den Stoltheds syndige Throne!
farende hist og her hævder han Embedets Agt.
Alles Øine forfølge hans Gang; Alt holdes i Aande;
selv i min fjernede Port hører jeg ham og hans Børn.
Viist jeg skjuler Oplysningens Glands for enfoldige Bonde;
Halvdag tjener ham bedst, Øiet fra Fødslen er svagt.
Gud og Herskabet tro nedbøier han Issen for Præsten,
neier ved Kirkens Dør, møder med Skatter betids.
Lidt Catechismus er Lærdom nok. Han regner paa Fingre,
skrive med paaholdt Pen! Alt, hvad er over, er ondt.
Bog ei forstyrre hans Sind! For ham jeg læser og tænker.
Stedse paa Fædreneviis dyrker han Gud og sin Jord.
Aldrig hører en Eed af hans Mund: forhadt er ham Kroen:
Kort og syndige Dands kjender han selv ei af Navn.
Søndagmorgen han rørt Postillen henter fra Hylden,
Søndagaften han først lægger den sukkende hen.
Slaae sig for Brystet, betroe mig sin Synd, fordoble mit Offer
veed han er Himmelens Vei: punktligen følger han den.
Lær ei Bonden, at Gud forsones ved angrende Taarer!
selv, og ei ved sin Præst, gaaer han da lige til Gud.
Lyn for hans Sjel med Helvedsblus, men viis Dig som Mægler!
bange han beder med Dig, døer og betænker Din Pung.
Saa jeg danner mit Sogn til gode taalmodige Christne,
hævder det Gamles Agt, hader det Nye som Pest.
Saa jeg lever i Fred med Enhver, er elsket af Alle,
passer min Mark og mit Sogn, kives Ingen for Ret.
Selv, naar jeg samles ved Juletid med nære Herr Broder,
ei vi med lærde Tvist spilde forønskede Stund.
Snart med en lille Piket og snart med en Tærning i Brettet
glider uskyldigen brugt Aftnen ved Piberne hen.
Lydig med Provst og Bisp, ærbødig med Kirkepatronen
vandrer udadlet jeg om, fredeligsindet, i Fred.
Manddomsdagen belønner mig rigt for Ynglingemøie:
fro jeg til svundne Tid, trygt til den kommende seer.
Tynger mig Aldren snart, en stærk Capellan mig forundes:
Byrderne bærer da han, Offeret rækkes mig selv.
O saa velsignes, saa rinde min Tid i lovlige Glæder!
saa hver henvaagede Nat lønnes af rolige Liv!
Seent, naar jeg mægter ei meer ved ofrende Fester at messe,
eller i Hjemmet at see selv til min Ager og Stald,
fare med Fred jeg bort! og hvile sig Hyrden i Graven
tæt ved hans elskede Faar! Amen! Det skee! ja, det skee!