Forgæves gyder Dagen sine Strømme
af gyldne Haab i Hjertets dybe Leje,
forgæves bølger Nattens stærke Drømme
frem og tilbage over Sjælens Veje.
Thi sidder jeg i Aftnens stille Stunder
og tror mig glad og glemmer, hvad jeg tabte,
da bløder de paany, de gamle Vunder —
og alle Haab dør ud, som Dagen skabte.
Og vaagner jeg af Drømmene mod Morgen,
da staar den nøgne Sandhed i mit Kammer
med sine tvende Søstre: Savnet, Sorgen —
og Hjertets Ve slaar atter ud i Flammer.
Thi alle Veje fører mod den Kvinde,
jeg éngang fandt ved Kærlighedens Strande,
og alle Lejer fyldes kun af hende,
hvis Læber éngang bød mig Livsens Vande.
Og ikkun Dødens Haand, som jærnhaardt hugger
hvert Baand isønder, løser mig fra hende —
naar Sjælen over Dødens Vande vugger,
da er den lutret for hvert jordisk Minde. — —
Forgæves da hvert Haab, som hidtil var mig
den Baad, hvormed jeg pløjed Dagens Vande —
forgæves hver en Drøm, som hidtil bar mig
fra Nattens Dyb mod Dagens lyse Strande.