Efter
I.
I.
Min Sjæl var en Hal i festligt Skrud,
i tusinde Kærters Glans,
hvor Længslerne bød hinanden op
ved Nat som ved Dag til Dans;
hvor Minderne sad som et Spillemandskor
og yded en svanger Musik;
hvor Sanserne sang, og hvor Tvivlen veg.
for Haabets lysende Blik;
hvor Alle var Gæster, hvem de end var,
og hvor langvejs fra de end kom,
vidste jeg kun, de ikke gik Bud
fra den krøgede Alderdom;
thi alt, hvad gammelt og graanet var,
det var mit Væsen imod:
selv følte jeg Ungdommens æggende Fart
og Brus i mit brændende Blod. — — —
Saa stansede Dansen; Musikken blev stum,
og en efter en gik Kærterne ud ...
min Sjæl var en Hal i festligt Skrud —
— nu er den et øde Rum.
II.
Saa er de svundne de Dage,
og udspillet den Melodi! —
og af de Toner, som bølged forbi,
er kun en skælvende Genklang tilbage.
Af alt, hvad en højsindet Kvinde
skænked sin Elsker i Blik og i Ord,
er bleven tilbage en eneste stor
og lysfyldt Erindring — et tindrende Minde.
Af alt, hvad hun gav mig den Tid, hun var min,
af Sandhed og Løgne, af Daad og af Drømme,
er sprunget en Kilde, som stedse vil strømme
fra Hjærtet — et Væld af berusende Vin.
Og kommer der Dage, det synker i Grus,
som éngang i Ungdommens Stormtid jeg vilde,
da drikker min Sjæl af den syngende Kilde
og døver sin sviende Sorg i en Rus. —
Fattig den Højsommerdag, der rinder
solløs og uden Morgenrøde! —
fattig den Ungdom, der ikke kan møde
Manddommens Dage med solglade Minder! — — —
Tak for de svundne Dage,
og Tak for den udsungne Melodi! —
Du lagde dit Hjærtes Toner deri,
og rig er den Genklang, som ligger tilbage.