Som et Galleri af gamle Stik i gyldne Rammer:
sønderrevne Bjærge, Vandfald, Floder, Byer,
ligger Vestens store, uformelige Skyer,
rammed’ ind af Høstens gyldne Solfaldsflammer.
Som en dæmpet Salme, sunget over Graven,
hvor den lyse Sommer stedet blev til Hvile,
suser Aftenvinden i de høje Pile,
der staar Vagt som Kæmper foran Dødninghaven.
Den Gang Vaarens Safter sived under Mulde,
fyldte du mit Hjerte med Haab, saa sælsomt fagre
den Gang Høsten mejed de gyldent-modne Agre,
stivned hvert et Livshaab med dig i Dødens Kulde.
Til din Grav derinde, du mit lille Hjerte,
kommer mine Tanker som en Sørgeskare,
trætte af at haabe og trætte af at fare,
bøjede af Længsel og skælvende af Smerte.
Som en dæmpet Salme suser Høstens Vinde,
isnende og klamme, gennem Dødninghaven —
— Skaren sidder bøjet og lyttende ved Graven,
klamrer sig i afmægtig Vaande til hvert Minde. —
Som et Galleri af gamle Stik i mørke Rammer:
Kobbere, der rummer Mestrens tunge Tanker,
ligger Vestens store, uformelige Banker,
rammed’ ind af Høstnattens endeløse Jammer.